Jeg sad med min krydsord og tumlede med et svar på 'Indgreb' på 9 bogstaver. Fandt endelig ud af at det måtte være 'polykrati', et ord hvis betydning jeg ikke kendte. Slog det op og fandt definitionen: 'statsmagtens indgreb i privatlivet'. Efter læsning af de mange gruopvækkende artikler om den stadigt voksende kvindehandel, kom jeg til den opfattelse, at her er et punkt hvor vi har behov for noget mere polykrati. Hvis vi virkeligt mener det alvorligt med bekæmpelse af handel med kvinder, så er der nogle ting vi er nødt til at se i øjnene. Den første er, at i et kapitalistisk samfund er fænomener som moral, etik, kærlighed, etc. ikke adfærdsregulerende størrelser med mere end svag gennemslagskraft, om overhovedet nogen. Kun politisk magt kan i et vist omfang tage topen af de værste udslag af kapitalens funktioner, såsom kvindehandel. Dernæst må vi erkende, at vi ikke i nogen overskuelig fremtid vil nå frem til et samfund uden prostitution (m/k/t). Hvis vi derfor vil have prostitution UDEN kvindehandel, så må statsmagten træde til og gribe ind i vore privatliv. For det første må prostitution gøres til et legitimt erhverv, på linje med alle andre lønarbejderes. Men ligesom staten kræver opfyldelse af visse krav før servicearbejdere som læger, psykologer m.m. kan få lov til at praktisere, så må de kvinder der ønsker at arbejde som prostituerede underlægge sig nogle krav fra det offentliges side.De skal lade sig registrere og med regelmæssige mellemrum dokumentere, at deres helbredstilstand er i orden. De skal arbejde på bestemte forretningsadresser.

Og de skal betale skat ligesom alle os andre (mange af dem gør allerede dette, ved jeg). Faget skal naturligvis være åbent for alle nationaliteter og køn, dog vil man sikkert med fordel kunne kræve en alder på f.eks 21 år før en licens udstedes. Hvor mange prostituerede der er behov for i de enkelte samfund (dette må være en EU foranstaltning, mindst) må kunne fastslås gennem praksis og sociologiske meningsmålinger. Først når dette system er på plads kan den virkeligt effektive indsats mod kvindehandel sættes i værk. For nu kan samfundet med fuld ret gå hårdt til kunderne. Det skal være ensbetydende med store bøder, evt. fængselsstraf, hvis man gribes i at købe sig til sex udenfor det statsautoriserede system. Desuden vil sådanne lovbrydere kunne få deres navne offentliggjort i Statstidende. Man vil indvende, at så vil den ulovlige prostitution 'gå under jorden'. Muligvis, men allerede derved er den formentlig gjort så besværlig at den vil dale betydeligt i omfang og økonomisk profitabilitet og dermed i antal af handlede kvinder. Men det kan desuden gøres til et borgerligt hædershverv at spore og anmelde ulovlig prostitution, måske med økonomisk belønning. Til slut en bemærkning til et af de eksisterende forslag, at gøre den økonomiske situation i leverandørlandene så gunstig, at grundlaget for handel med kvinderne smuldrer væk. Det minder mig i uhyggelig grad om tilsvarende forslag på ulandshjælpens område, som man nu har kunnet lytte til i 30-40 år. Og vidner i høj grad om enten uvidenhed, kynisme eller hykleri hos dem der fremsætter det.

Så lyder klageråbene fra universiteterne igen - forskningsfriheden er i fare. Hykleriet er til at få øje på.
Dette mener jeg på baggrund af min deltagelse i det såkaldte studenteroprør omkring 70'ernes start og 26 års ansættelse som adjunkt/lektor på Aalborg universitet fra 1974 . Efter en kortvarig - og øjensynligt illusorisk - demokratisering af universiteter og højere læreanstalter begyndte en politisk og økonomisk betinget stramning af styringen af de 'demokratiserede' institutioner.
I takt med at den akademiske kritik af kapitalismen gradvist blev afviklet og omlagt til understøttelse af samme. Her skal ikke bores i årsagerne. Men resultatet blev en støt og rolig undergravning af den såkaldte forskningsfrihed. Som altså iflg. min påstand satte ind så tidligt som omkring 80'ernes begyndelse.
Dette skete i kraft af mange mindre og større indgreb, forøgelse af undervisningsbyrderne, omlægning af forskningsfinansieringen, effektivisering af studieordninger (taksameter-ordningen). Alt drevet af en økonomisk logik som i nyeste tid har toppet med en radikal omlægning af læreanstalternes styreformer. Ansatte og højtlønnede ledere med managementkvalifikationer (i modsætning til akademiske), bestyrelser med overvejende økonomisk (kapitalistisk) engagerede medlemmer, etc.etc. De indgreb der nu jamres over er altså ikke kommet som en tyv om natten - flere af os har igennem mange år opponeret mod den udvikling der drev dem frem, nemlig den kapitalistiske økonomis gradvise

overtagelse af retningsbestemmelsen for vore samfund. Her havde der virkelig været noget at forske i med resterne af den forskningsfrihed, som nu erklæres i fare. Ville det ikke være en oplagt opgave for et uafhængigt universitet, at forske i hvorledes vi ikke længere har et samfund, der betjener sig af en økonomi, men derimod en økonomi som i stigende grad indgrænser og målretter vores politiske systemer og muligheder.

Den amerikanske forsker Bertram Gross udgav for er kvart århundrede siden - i 1980 - bogen 'Friendly Fascism'. I den advarede han mod den accellererende sammenfletning af politik og de store kapitalinteresser. Mange af hans advarsler og forudsigelser har holdt vand i uhyggelig grad.
Derfor er det også interessant at Timothy Garton Ash i Politiken d. 26/2 i klummen 'Grådighed. Intet alternativ til kapitalismen' kan citere en anden amerikaner som mener, at det vi har idag ikke er rendyrket kapitalisme, men korporativisme, dvs. et samarbejde mellem stat og kapital. Altså den 'venlige fascisme' som Gross advarede imod, nu med den uhyggelige tilføjelse at det sker med de mange privilegerede lønarbejderes nydende accept.
Med Ash's ord: Vi ønsker hvad kapitalismen kan give os. Dette gælder i høj grad også de på universiteter m.m. arbejdende, så de må også indse at der er grænser for de typer og mængder af forskning, som kapitalen har behov for eller finder acceptabel, under de givne omstændigheder.

bragt 28/2-07

Nedenstående er blevet afvist af Politiken - I må gerne udskifte 'Politiken' med "Et dansk dagblad bragte fornylig..." Jeg håber I kan finde plads.

Politiken bragte d. 17. juni et interview med koncernchef for ISS Jørgen Lindegaard. Jeg har ikke hørt en hund gø i den anledning. Kan dette i sig selv være et betydningsfuldt tegn? Som da Sherlock Holmes opklarede en af sine sager, netop på grund af en hund, der ikke gøede. Hvad kan det da være for en "forbrydelse" der kan ligge bag i den sag, jeg her beskæftiger mig med?
Først til nogle af de foreliggende indicier. Jørgen Lindegaard udtaler sig om de trecifrede milliongevinster, han står til at kunne indkassere, efter mindre end et år på posten som koncernchef. Jeg klipper her i hans udsagn, det forvrider ikke sagens indhold. "Det er ikke noget, jeg har bedt om, sådan er systemet....du vil aldrig få mig til at sige, det er rimeligt...Ingen kan forstå det...der er ingen, der kan forholde sig til de her store beløb."
Hvori består den bagvedliggende "forbrydelse"? Deri, at med kapitalismen i dens nuværende form er sammenhængen mellem den enkeltes indsats og den deraf følgende belønning blevet totalt tilfældig. Den måde hvorpå økonomien fordeler og aflønner arbejdet er blevet uigennemskuelig og uforklarlig. Ikke blot på det niveau hvor Jørgen Lindegaard befinder sig, men i størstedelen af det kapitalistisk organiserede arbejdsliv.

Er det nødvendigt at påpege, hvilke konsekvenser det har haft, og i stigende grad vil få, for den samfundsmoral og -solidaritet, som har en væsentlig del af sin bevidsthedsmæssige basis i den måde, hvorpå vi som individer deltager/ikke deltager i produktionslivet. Når uklarhed, uigennemsigtighed - og i et voksende antal tilfælde direkte urimelighed - er normen der, hvordan skal vi da orientere os her i samfundslivet? Hos Conan Doyle undlod hunden at gø, fordi den kendte misdæderen, havde en slags fortrolighedsforhold til ham. Er det samme sket i mit tilfælde her? Har kapitalismen i den grad forført og og skaffet sig grundlæggende accept hos de stemmer i samfundet, som kunne og burde være på vagt overfor den ugerning, som er under udvikling. Her tænker jeg først og fremmest på vore velaflagte medborgere ved medierne, i den akademiske verden og andre intellektuelt overfrankerede.
Den dag i fremtiden, hvor historien om den endelige destruktion skal skrives, vil der blive spurgt: "Hvorfor var der ingen der advarede? Der var jo ikke en hund, der gøede!" Og svaret vil med stor sandsynlighed være: "En uskøn blanding af afmagt, afhængighed og overflod gav anledning til en dødlignende tavshed."

29/6-07 Kære Ib Jørgensen
Tak for indlægget, men vi bringer ikke læserbreve, der er reaktioner på artikler i Politiken, i Information.
Venlig hilsen
Anita Brask Rasmussen
Debatredaktør Dagbladet Information

Væk en hvilken som helst middelmådigt opmærksom Politiken-læser midt om natten, og stil ham/hende spørgsmålet: Hvad er årsagen til den amerikanske finanskrise? Svaret vil komme som skidt fra en nyfødt ko. Bankerne havde for mange penge, dem lånte de ud til fattige amerikanere, som gerne ville købe et hus. Da huspriserne faldt, kunne de fattige husejere ikke betale lånene tilbage, og så....ved vi jo hvordan det gik. Helt ærligt, er det forklaring nok? Hvorfor havde bankerne for mange penge? Hvorfor var der så mange huse på markedet, at de måtte sælges til folk som ikke havde råd til dem?
I gamle dage - sådan ca. for 40 år siden - lærte nogen af os om kapitalismens mange dårligdomme. Der var noget med kriser som følge af over- og under akkumulation, men før det var der noget med merværdi. Merværdi kunne akkumuleres, fordi arbejdet og dets udbytte blev skilt fra hinanden ved hjælp af pengene (finanserne?). Så igennem mere end 300 år har vi langsomt lært at acceptere, at der ikke er en nødvendig sammenhæng mellem det man yder, og det man får.
Jeg vil tro at indtil flere af os, der i sin tid lærte os disse ting, idag sidder med en tydelig fornemmelse af, at det der sker i verdensøkonomien for tiden, har en direkte sammenhæng med sådanne for kapitalismen grundlæggende særtræk. Nu skal man ikke uden videre jævnføre naturkræfter og samfundsfænomener. Men hvis vi f.eks. vil vide noget om vulkaner, så lader vi os ikke nøje med at studere lavaformationer og askenedfald. Vi går dybere. Prøver at finde ud, hvilke kræfter i jordens indre, der giver anledning til vulkanske udbrud.

På forsiden af Politiken kunne vi for et par dage side læse, at vi har at gøre med en frisindet avis. Kunne man håbe på, at dette frisind vil række til at hyre en eller to medarbejdere, som systematisk og på et dybere teoretisk - ja, også marxistisk - grundlag vil søge at analysere og forklare udviklingen i den globale kapitalisme? Blot som supplement til mere gængse forklaringsforsøg, såsom grådighed og forhøjet testosteronniveau hos mandlige børsmæglere.
Ib J.

Kære Ib Jørgensen
På grund af den store tilgang af stof til debatsiderne har jeg desværre ikke haft mulighed for at placere dit indlæg, hvorfor jeg med beklagelse må sige nej tak i denne omgang. Når det er svært at få optaget læserbreve/debatindlæg i Politiken, skyldes det, at vi modtager langt flere, end vi har plads til at trykke. Vi må derfor dagligt skuffe mange læsere. Men i udvælgelsen af indlæg til trykning bestræber vi os på, at hele paletten af dagsaktuelle emner så vidt muligt kommer til udtryk i spalterne.
Med venlig hilsen - Niels Nørgaard - Debatredaktør


Kære Tøger
Jeg fik ovenstående retur og det er for så vidt OK - ikke alt kan bringes. Men da der i mit indlæg ligger en ærligt ment opfordring om opgradering af jeres dækning af udviklingen i kapitalismen, så sender jeg den til dig. Jeg mener - støttet af et stigende antal analyser verden rundt - at der er alvorligt voksende spændinger i kapitalismen, som kan føre til dramatiske sammenbrud. Det burde vel være også mediernes - måske især Politikens ? - opgave, på et dybtgående plan at bidrage til belysningen af sådanne udviklingsmuligheder og -tendenser . At der nu mest er tale om symptombeskrivelse, er påstanden i mit læserbrev.
Med venlig hilsen - Ib J.