WTO - the World Trade Organization - indledte sin virksomhed pr. 1. januar 1995. Denne organisation blev i kraft af Uruguay Runden til videreudviklingen af GATT, det instrument som verdens lande hidtil havde benyttet sig af til regulering af deres indbyrdes handel. Hvor GATT var karakteriseret ved at være nogle stykker papir, som forpligtede de deltagende lande til at mødes med regelmæssige mellemrum og overholde de der vedtagne regler, så er WTO, som det også fremgår af navnet, en permanent institution med egen ledelse og stab og med egne beføjelser. Ikke overraskende har WTO slået sig ned i Geneve, hvor dets sekretariat tæller over 400 ansatte. Organisationen udgiver sit eget nyhedsbrev, WTO Focus. I det første nummer fra jan./feb. 1995 gøres der rede for, på hvilke områder WTO især udgør en fornyelse set i forhold til GATT.
Det påregnes at langt flere lande vil deltage som medlemmer. De hidtidige 128 GATT-medlemmer er automatisk med, men 25 nye har ansøgninger inde og yderligere omkring 25 lande, inkl. Kina og Rusland, ventes at melde sig ind ad åre.
WTO har et langt videre virkefelt end GATT, idet der nu også kan reguleres indenfor handel med serviceydelser (herunder finansielle), intellektuelle "varer", samt investeringer.
I modsætning til GATT, som havde mange særbestemmelser for mindre grupper af lande og specielle områder, så gælder alle bestemmelser i WTO på samme måde for alle deltagende lande.
Hertil kommer at organisationen har relativt vidtgående beføjelser til at indkalde genstridige lande og "dømme" dem og i særligt grove tilfælde iværksætte sanktioner, handelsboykot, etc. som de øvrige deltagerlande derefter er forpligtet til at indordne sig under.
Alt med det overordnede formål, at afskaffe alle hindringer for en totalt fri handel.
Tilhængerne af WTO - som er i overvældende overtal - håber derfor med denne organisation at have konstrueret det effektive instrument, som med tiden vil føre til den totale globale frihandel, udelukkende på det kapitalistiske verdensmarkeds præmisser.
Modstanderne - de få der endnu er - frygter at WTO kan udvikle sig til en form for reel verdensregering, hvis funktion og beslutninger vil have langt større betydning for befolkningernes ve og vel end de politisk valgte regeringer i de enkelte nationer.
Eet af de første mere markante resultater af WTO's virksomhed beskrives i WTO Focus, nr. 3 fra maj/juni 1995. Det drejer sig om en uoverensstemmelse mellem Japan og USA om handelen med biler og bildele mellem de to lande. USA havde pålagt japanske luksusbiler en importtold på 100% med det formål at gennemtvinge en større adgang for amerikanske biler og bildele til det japanske marked. I henhold til WTO's "love" indklagede Japan derefter USA for WTO og anmodede om at der blev nedsat et særligt udvalg - Dispute Settlement Board - med ret til at indkalde USA. Det fremgår af sagens referat at USA mødte godvilligt op til første møde d. 12. juni og den 29. juni kunne sagen afsluttes med et forlig. Der forlyder intet om, hvori forliget består. Det kan formentlig kun det fremtidige ændrede handelsmønster på det pågældende område afsløre.
USA var eet af de lande, som længe tøvede med at melde sig ind i WTO, netop fordi der potentielt afgives national suverænitet til den nye overstatslige organisation. Det forlyder at beslutningen gik igennem kongressen med det forbehold, at hvis en afgørelse i WTO for tredje gang gik USA imod, så ville man melde sig ud.
I betragtning af WTO's store betydning kan det ikke undre, at udnævnelsen af den nye generaldirektør voldte en del kvaler. Mexicos tidligere præsident, Carlos Salinas, var længe favorit og USA's foretrukne kandidat, men oprøret i Chiapas-provinsen, det næsten økonomiske sammenbrud i Mexico og den dermed kraftige trussel mod USA's økonomi, samt visse forlydender om den tidligere præsidents forbindelse til korruptionsskandaler gjorde ham umulig på posten.
I stedet blev valgt den i den globale offentlighed mindre kendte italiener, Renato Ruggiero. Ligeledes i WTO Focus nr. 3 skriver han om de tanker han gør sig om frihandel i almindelighed og WTO's fremtidige udvikling i særdeleshed.
Selvfølgelig er hr. Ruggiero overbevist om, at det vil føre til størst mulig økonomisk fremgang for alle lande i verden, hvis al handel gøres helt fri fra snærende reguleringer og alle nationale støtteordninger til vaklende erhverv afskaffes. Alligevel synes der at være uklare steder i hans argumentation. Således siger han et sted, direkte oversat: "Lande forlader sig mere og mere på eksterne markeder som kilder til økonomisk vækst; hjemmemarkedet er ikke længere tilstrækkeligt."
Det er vist uomtvisteligt, at dette er situationen for nogle lande. Men hvad ligger der egentlig i det forhold, at hjemmemarkedet ikke kan danne basis for økonomisk vækst? Er det mættet eller er der ganske enkelt (!) ikke købekraft nok? Og hvorledes kan et sådant utilstrækkeligt hjemmemarked være attraktivt for andre landes eksporterhverv? Det banale svar har naturligvis siden Adam Smith været: specialisering og komparative fordele. Men flere og flere røster i debatten forholder sig kritiske til, i hvilken udstrækning økonomierne fungerer således.
Een af disse kritikere er den engelske finansmand og medlem af Europaparlamentet, James Goldsmith. Han mener, at det hverken vil være i industrilandenes eller udviklingslandenes interesse, at arbejdsekstensive industrier nedlægges i de første og flyttes til de sidste. De arbejdspladser der nedlægges i industrilandene vil ikke i samme omfang blive afløst af nye, fordi de avancerede produktioner er karakteriseret - og defineret - ved at være lidet arbejdskraftkrævende. Han siger ligeud til det amerikanske tidsskrift New Perspectives Quarterly , at det er en fejltagelse at anlægge en økonomisk politik som fører til rigdom gennem afskaffelsen af den nationale arbejdsstyrke og bankerot hvis man beskæftiger sine egne folk. Derfor må hele forestillingen om den globale frihandel forkastes og erstattes med regionale økonomier, sammensat af lande med sammenlignelig udviklingsgrad og lønstruktur, for at gøre det muligt at tage hensyn til såvel beskæftigelse som forsyningsmæssig sikkerhed.
Eet af de virkeligt store problemer som WTO skal tage stilling til i den nærmeste fremtid, er da også hvorledes man skal forholde sig til de omkring 25 regionale handelsblokke i verden, som allerede er dannet og under stadig udvikling. Blokke med EC, NAFTA og ASEAN som de mest kendte og markante.
Sat lidt firkantet op, består konflikten i modsætningen mellem den multilaterale frihandel, en frihandel helt uden grænser, og den regionale frihandel, indrammet af den pågældende regions selvudstukne grænser, som derfor pr. definition bliver grænser for den multilaterale frihandel. Det siger sig selv, at regionale frihandelsaftaler kan tænkes at danne basis for den gennemførte multilateralitet.
I en WTO rapport om dette spørgsmål, Regionalism and the World Trading System, (omtalt i WTO Focus, nr.1) hedder det da også, at "..nogle regeringer måske vil finde at reformer er nødvendige for at anbringe det gensidigt understøttende forhold mellem multilateralisme og regionalisme på et mere solidt fundament."
Det kan da heller ikke undre, at generaldirektør Ruggiero afslutningsvis fremhæver dette som et afgørende punkt. I den her citerede artikel, "Trade liberalization and the rule of law in an interdependent world", erklærer han da også:
"Så længe det multilaterale system ikke er fuldstændigt - med andre ord før World Trade Organization virkelig er WORLD Trade Organization - før er det globale marked ikke fuldstændigt."
En ny verden, med nye grænser og nye skel mellem folk og mennesker, er under dannelse.
24. august 1995