Bragt som kronik i Jydske Vestkysten 3/8-91; Aalborg Stiftstidende 6/8-91; Fyns Stiftstidende 7/8-91; Kristeligt Dagblad 14/8-91; Børsen 14/8-91; Synspunkt i Thisted Dagblad 6/8-91.
Tirsdag d. 13. august i år kan Danmarks amtsråd fejre deres 150 års jubilæum.
Dagen efter, onsdag d. 14. august samles folketinget ekstraordinært for at vedtage den faste forbindelse over Øresund, som mere end nogen anden enkeltbeslutning vil medvirke til en to-deling af Danmark.
Torsdag d. 15. og fredag d. 16. august har Viborg amt indkaldt til en konference, netop i anledning af amtsrådenes jubilæum, hvor det gennemgående tema er det regionale folkevalgte styre i europæisk perspektiv.
Dette efter at formanden for Kommunernes Landsforening, borgmester i århus, Thorkild Simonsen, her ved udgangen af juli er fremkommet med sine ideer om en opdeling af Danmark i to kæmpeamter, et øst- og et Vestdanmark.
Hvis man overhovedet har øren at høre med, så burde de i denne tid fyldes med lyden fra historiens vingesus. Men det er jo også agurkernes og sommerrevyernes tid, så måske fatter vi først om en halv snes år, hvad det overhovedet drejede sig om her i den skiftevis kolde og varme sommer i 1991.
En lille hedebølge indledte juli måned. Det var derfor i vejr til skjorteærmer og kolde danskvand at det lykkedes en gruppe nordvestjyske lokalpolitikere at samle omkring 15o kommunalbestyrelses- og amtsrådskolleger samt deres embedsmænd i Tinghallen i Viborg. Derimod var det ikke helt så let at råbe de jyske folketingspolitikere op: af dem kom der en lille halv snes.
Emnet var ellers vigtigt nok: Regeringens og folketingets beslutning om at kaste alle kræfter ind i en udvikling af det østlige Danmark, nærmere betegnet hovedstadsregionen, var langt om længe røget ind på lystavlen og nu var man så småt begyndt at få færten af den ikke umiddelbart vellugtende lunte.
Man havde allerede i nogen tid været bekymret over den centrale statsmagts mere end slæben på fødderne når det gjaldt iværksættelse og finansiering af de nord- og vestjyske vejudbygningsplaner, men nu blev det et nummer for broget med al den snak om Øresundsforbindelse, Ørestad, udbygning af Københavns havn m.m.m. Med landets statsminister som leder af folketinget og regeringens heppekor blev det nu fremstillet som om hele landets redning lå i en koncentreret indsats omkring København.
De vestdanske lokalpolitikere blev for alvor nervøse for, at deres interesser var på vej til at blive prisgivet til fordel for det østdanmark, med hvem man ellers gennem de seneste ti-år var kommet på nogenlunde lige fod. Fornemmelsen af at en gammel pagt var ved at blive brudt var tydelig. En pagt som stammede helt tilbage fra socialreformen i 30'erne. Fra den tid var det blevet et særtræk ved den danske velfærdsmodel, at en ligelig udvikling af landets forskellige dele måtte være en selvfølgelig del af den nationale politik. Socialdemokraterne fik i forbindelse med Kanslergadeforliget gennemført den mellemkommunale udligning, som betød at rigere kommuner betalte til de fattigere (dengang var de fattige).
Nogle år senere fik vi de statslige refusionsordninger, hvor staten dækkede kommunernes afholdte udgifter til skoler, vejanlæg etc. Der var også egnsudviklingsloven med en dertil hØrende udviklingsfond.
I lands- og regionplanloven fra 1974 var eet af formålene med loven (#1.stk.1), "at landets areal- og naturressourcer udnyttes ud fra en samfundsmæssig helhedvurdering, herunder med henblik på at fremme en ligelig udvikling i landet."
I den nye lov, vedtaget d. 31/5 i år og med ikrafttræden pr. 1/1-92, er ovenstående formål blevet afløst af følgende (#1.stk. 2.1) "Loven tilsigter særlig, at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte amtskommuner og kommuner."
Altså: "ligelig" udvikling er blevet til "hensigtsmæssig" udvikling.
Den ovenfor omtalte automatiske dækning af udgifter var med kommunalreformen af 1970 blevet ændret til bloktilskud. Det kan hævdes, at her blev grundstenen lagt til den statslige undsigelse af ansvaret for den ligelige udvikling i landet, som nu er blevet knæsat i den nye planlægningslovgivning.
Virkningerne af denne ændring i kommunernes økonomi blev imidlertid overskygget af de beskæftigelses- og lokaliseringsmæssige konsekvenser af kommunalreformen. Etableringen af de større kommuner og amterne medførte en drastisk stigning i antallet af kommunalt og amtsligt personale, et personale som tilmed var højt uddannet. Det lokale selvstyre blev professionaliseret, hvilket i sig selv var ensbetydende med et velfærdsmæssigt løft udover det ganske land. Det er sikkert ikke helt galt at hævde, at det blandt andre faktorer var denne professionalisering af landets kommunal- og amtsstyre, som muliggjorde den kraftige industrialisering af Vestdanmark fra midten af 60'erne, især på bekostning af København.
Med risiko for at overdramatisere vil jeg hævde, at Øresundsforbindelsens vedtagelse kan komme til at markere begyndelsen til enden på det kommunale og amtslige selvstyre, således som det har udviklet sig siden kommunalreformen i 1970.
Hvad vi med stor sandsynlighed vil se fremover, er en styrkelse af folketinget på bekostning af kommunalbestyrelser og amtsråd.
Således må de vestdanske lokalpolitikere nu opleve, at "deres" folketingspolitikere er meget lidt lydhØre overfor deres problemer, jfr. den ringe deltagelse i Viborg-mødet.
Der bør her indskydes, at den ovenfor skitserede udvikling i det økonomiske forhold mellem stat og kommuner, indledt med bloktilskuddenes indførsel omkring 1970, ikke stoppede hermed.
Det er ikke urimeligt at hævde, at der, siden de borgerlige regeringers overtagen af landets politiske ledelse i 1982, er sket en gradvis stramning af kommuner og amters økonomiske bevægelsesfrihed. I takt med decentralisering og større autonomi til kommuner og amter, som de naturligvis har været glade for, er de blevet henvist til en stadigt større selvfinansiering af deres udgifter, dels gennem skatter, men især gennem forhøjelse af priser på deres serviceydelser til borgerne. Endnu har denne udvikling ikke slået fuldt igennem, men de politiske stridigheder omkring kommunernes mulighed for selv at tjene penge (kommunalfuldmagten) siger noget om i hvilken retning vindene blæser.
Kommunerne ude i landet ved naturligvis udmærket,at den positive udvikling de har været inde i de sidste 40-50 år, i vid udstrækning skyldes den politik der er blevet ført af regeringen og folketinget, i kombination med en generel økonomisk vækst i vor del af verden.
Nu ser vi i bedste fald stagnation, i værste en nedgang i den internationale økonomi.
I akkurat denne situation oplever især de jyske lokalpolitikere, at stat, regering og folketing vender dem ryggen, ja ikke nok med det, man søger bevidst at koncentrere den fremtidige økonomiske udvikling i østdanmark. Det gØres naturligvis ikke så brutalt, som jeg her beskriver det og de vestdanske lokalpolitikere opfatter (endnu) ikke situationen helt så dramatisk.
Regeringens og folketingets figenblad består i en teori om, at øget vækst i Københavns-regionen vil have en afsmittende virkning på forholdene ude omkring i landet. (En teori som ikke i alle tilfælde støttes af den nyere økonomiske og samfundsvidenskabelige forskning).
At denne vækstfilosofi endnu har - omend nervøs - tilslutning blandt lokalpolitikerne fremgik klart på det indledningsvis omtalte oprustningsmøde i Tinghallen i Viborg, Danmarks gamle hovedstad.
På USA's uafhængighedsdag d. 4. juli samledes altså i smeltende varme omkring 150 borgmestre, amts- og byrådspolitikere, mfl. fra mere end 50 amter og kommuner i Jylland. Formålet var som sagt at drøfte regeringens planer om udvikling af hovedstadsregionen.
I en pressemeddelelse udsendt før mødet beklagede man, at de jyske folketingspolitikere åbenbart ikke havde lyst til at deltage. Rent faktisk mødte kun en 9-10 stykker frem.
I et udkast til en resolution fra mødet hed det, at man med bekymring ser, at regering og folketing tror, at udvikling af hovedstadsregionen automatisk vil medfØre udvikling i resten af landet og specielt i Jylland.
Men der var på ingen måde kritik af planerne om at styrke København, tværtimod: man gav direkte støtte til planerne for en stærk og dynamisk hovedstad. Til gengæld krævede man en samtidig vedtagelse af udbygningen af især det nord- og vestjyske vejnet, finansieret af statsmidler.
Onsdag d. 14. august vedtager folketinget Øresundsforbindelsen - med eller uden et løfte som ønsket af de jyske lokalpolitikere.
Debatten på konferencen på Golf Hotel i Hanstholm om det regionale folkevalgte styre i europæisk perspektiv i de to dage umiddelbart efter kan godt gå hen og blive betydeligt mere aktuel og spændingsladet, end arrangørerne på forhånd har forestillet sig.