10 teser om den grønne revolution
1. Den grønne revolution er en voldelig verdensbankdemonstration, iscenesat og inspireret af den vestlige verdens videnskabelige teknologi.
2. Den grønne revolution er anarko-liberalismen projiceret op på væggen i millioner af fattige bønders hjem; men for dem har den grønne revolution intet indhold, der er ingen film i apparatet og blændet af skæret fra den tomme vision går de i drift.
3. Den grønne revolution er endnu en manifestation af irrationaliteten i den vestlige verdens videnskabelige teknologi.
4. Den grønne revolution er et globalt PR-nummer, iscenesat af små, bange mennesker som alligevel snart skal dø.
5. Den grønne revolution er et led i menneskehedens heroiske kamp for at overleve på trods af sig selv.
6. Den grønne revolution er humanismens konsekvente negation.
7. Den grønne revolution er en triumf for videnskaben, en fallit for menneskeheden.
8. Den grønne revolution går på krykker i Mexico.
9. Den grønne revolution er een af var tids religionskrige. Historien skriver tabslisten.
10. Den grønne revolution er en udfordring og en opfordring til intensiv omtankevirksomhed.
Jeg kunne ønske mig, at der ud af dette seminar kunne opstå eet eller flere til1øb til en sådan omtankevirksomhed, idet jeg vil postulere at traditionel tankevirksomhed (som vi er så vant til) tilsyneladende skaber flere problemer end den 1øser.
Vi kender jo alle den gamle sandhed, der siger, at hver gang man løser et problem opstår der to (eller flere) nye. Den har i lang tid været brugt som legitimering af at "udviklingen" antager en mere og mere prob1ematisk karakter.
Medmindre vægten af de "nye" problemer er mindre (i een eller anden forstand) end det oprindelige og nu "1øste" problems -ja, så har der måske nok været tale om problemLØSNING, men sandelig også om prob1emFORØGELSE.
Af ovenstående "teser" om den grønne revolution turde det være tydeligt, at jeg anser dette fænomen (i al dets uklarhed) for en i absolut forstand ikke-ønskværdig udvikling. Ethvert forsøg på at gøre den grønne revolution mere effektiv pa dens hidtige prremisser, vil efter min mening betyde en yderligere forværring af situationen.
Jeg vil derfor i al beskedenhed opfordre til at vi tager op til analyse, hvorfor vore velmente bestræbelser ikke får de ønskede resultater. ("Vi" og "vore" kan her forstås såvel inklusivt som eksklusivt. En ret så eksklusiv gruppe er f.ex. seminardeltagerne). For somme af os vil vor andel i disse bestræbelser være i høj grad indirekte formidlet; andre står midt i problemet (eller en del af det). Det der forener de fleste af os er, at vi alle er beskæftiget indenfor det kompleks af menneskelig aktivitet der kan betegnes som erkendelses- og bevidsthedsindustrien.
Der eksisterer som bekendt en udstrakt grad af arbejdsdeling indenfor denne industri. Nogle afdelinger udfører efter manges mening storartet arbejde. Andre arbejder dårliqt, nogle bestiller tilsvneladende ikke et slag.
Denne manglende balance eller harmoni i indsatsen bevirker at industrien som helhed har svært ved at leve op til egne og omgivelsernes forventninger. Markedet ændrer eig og man har svært ved at leve op til de nye krav. Det har ikke altid været således:
"Engang kunne teori gjennom dannelse bli til praktisk makt, i dag har vi å gjøre med teorier som kan utvikle seg til teknisk makt u-praktisk, nemlig uten å henvise uttrykkelig til menneskenes atferd seg imellom." (1)
Med dette citat af J?rgen Habermas vil jeg antyde, at det der bør efterstræbes (i første instans) er en teoridiskussion og en teoriafklaring. Jeg tænker naturligvis ikke pa fagteori, men pa hvad man kalder meta-teori, d.v.s. teorien bag teorierne. Her vil vi pa tilnærmelsesvis lige fod kunne diskutere forudsætningerne for vor indsats og eventuelt afdække arsager til de diskrepanser vi mener at have konstateret.
I ovennævnte citat henviser Habermas udtrykkeligt til teorien i de rene erfaringsvidenskaber, men da handlingsvidenskaber som økonomi, sociologi og politologi i en vis udstrækning har disse som forbillede har problemet som nævnes her ogsa direkte relevans for dem.
Om det "tekniske fremskridt" (hvortil den grønne revolution hører) siger Habermas mere specifikt:
"Retningen på det tekniske fremskritt er i dag enna langt på vei bestemt gjennom samfunnsmessige interesser sam naturmessig trer fram av tvangen til reproduksjon af det somfunnsmessige liv, uten a reflekteres sam sådan og uten å konfronteres med de sosiale gruppers opplyste politiske selvforståelse; følgelig bryter ny teknisk kunnen uforberedt inn i bestaende former for livspraksis; nye potensialer for et utvidet teknisk rådvelde gjør misforholdet mellom resultater av den mest avanserte rasjonalitet og ureflekterte mal, stivnede verdisystemer og falleferdige ideologier apenbart.""Menneskeslekten har med de ikke-planlagte socio-kulturelle følger av det tekniske framskritt utfordret seg selv til ikke bare å mane fram, men til å lære og beherske sin sosiale skjebne. Denne teknikkens utfordring kan ikke møtes med teknikk alene. Snarere gjelder det at man setter i gang en politisk virksom diskusjon som setter samfunnets potensial for teknisk viten og kunnen i rasjonelt forpliktende forbindelse med vår praktiske viten og vilje." (2)
Habermas mener altså at vi skal diskutere os frem til en 1øsning på problemerne. Men hvordan denne diskussion eller dialog skal føre til en ændret praksis, gør han ikke nærmere rede for. Dette er han da også blevet kritiseret for af folk som stort set vil de samme mål som ham, men som mener at andre midler er nødvendige. Således siger Thomas Krogh i forordet til den her citerede norske oversættelse af Habermas' bog:
"...i den grad klassemotsetningene og samfunnsmessig ulikhet består, kan en historisk utvikling som er ledet av en interesse som skal være felles for hele menneskeheten, også meget vel gi seg forskellige utslag for de forskjellige klasser straks den skal settes om i praksis. Om en dialog er ma1et, er det ikke dermed gitt at en dialog med dem som i dag undertrykker dialogen, nødvendigvis vil være det mest egnede middel til å gjenoprette den. Så lenqe klassemotsetningene består, vil feltet for dialog og kommunikasjon bli strukturert ut fra disse motsetningene." (3)
Jeg mener i høj grad at klassemodsætninger og samfundsmæssig ulighed består og jeg deler derfor fuldtud Kroghs skepsis. men medens vi ruster os til det endelige opgør kan der ve1 nok blive tid til lidt diskussion. Og hvem ved: maske hverver vi nog1e proselytter undervejs.
Ib Jørgensen
Litteratur:
J?rgen Habermas: "Vitenskap som ideologi", Gyldendals Studiefakler
(1) s. 60 (forf. fremh.)
(2) s. 64-65
(3) s. ix (forf. fremh.)