Johannes Andersen m.fl.: Demokrati og politisk kultur - Rids af et demokratisk medborgerskab. Systime, København 1994 (251 s.), herefter DPK.
Dette er fællesbog nr. 2 fra Demokrati-projektet ved Aalborg universitet. Den første var Medborgerskab - Demokrati og politisk deltagelse som udkom i 1993.
Til grund for de to bøger ligger bl.a. resultaterne af en stor spørge- skemaundersøgelse, gennemført ved besøgsinterviews i 1990 af Gallup. Antallet af respondenter var 2021, svarprocenten 69.
Jeg kender personligt de fleste af deltagerne i Demokrati-projektet og jeg var da også med til et par af de første møder omkring gruppens dannelse i 1988. Jeg ved derfor, at de næsten alle har en solid teoretisk baggrund i marxistisk teori og kritikken af den politiske økonomi. Et engagement i et forskningsprojekt som dette og en analytisk fremstilling som demonstreret i disse to bøger konfronterer derfor denne anmelder, ikke blot med det problem, at vurdere den foreliggende bog på dens egne præmisser, men også med det så at sige meta-videnskabelige spørgsmål: Hvorfor en sådan undersøgelse og hvorfor sådanne analyser af netop disse folk? Dette spørgsmål vil jeg imidlertid ikke systematisk søge at besvare i denne anmeldelse, det ville ikke være retfærdigt overfor den på mange måder indsigtsgivende bog. Men jeg vil kort vende tilbage til det i min afslutning, bl.a. med afsæt i den seneste bog af Johan Fjord Jensen, Babel og tomrum.
Temaet for DPK er danskernes politiske holdninger og værdier, med særligt eftertryk på de ændringer, som disse fænomener har undergået i de sidste 20-30 år. Blandt andet som følge af og forudsætning for de ændringer i det politiske deltagelsesmønster, som var temaet for den første bog. Dette forhold nævnes i bogens indledning som een af to store forandringer, som har påvirket vore politiske holdninger og værdier. Den anden er udviklingen i velfærdsstaten.
"Den velfærdsstat, der oprindeligt skulle integrere klasserne, er blevet medproducent af nye opsplitninger, og hermed også genstand for nye konflikter." (s. 8)
En sådan konstatering lugter da lidt af klasseanalyse og dermed politisk økonomi og skaber en forventning hos læseren om mere systematisk opfølgning i de efterfølgende bidrag til bogen, som består af 7 relativt selvstændige artikler, skrevet af 6 forfattere.
LEGITIMITET OG DEMOKRATISK FÆLLESSKAB
Dette er overskriften på Lars Torpes bidrag. Sagt ekstremt kort er hensigten med Torpes analyse, at tage den demokratiske temperatur på danskerne. Hertil skal naturligvis bruges et termometer med nogle streger på. Dette konstruerer Torpe efter at have været rundt i en del af den klassiske og nyklassiske litteratur (Weber, Locke, Rousseau, Nozick, Rawls, m.m.fl.) for at undersøge hvad der er blevet sagt om fællesskab, legitimitet og demokrati. Dette er efter min mening langt den bedste og mest anvendelige del af artiklen.
Mindre overbevisende er det nemlig, når Torpe uden at gå i dybden med disse særdeles intrikate problemer tager næsten uforbeholdent parti for en udgave af det såkaldte "deliberative" eller "diskursdemokratiet" og dette i en lidt uklar kobling af Habermas (hvis krav til processen har været for strenge) og Rawls. Så vidt jeg kan se, er det sidstnævntes forestilling om en "overlappende konsensus" der i alt væsentligt kommer til at styre Torpes opera- tionalisering af begrebet "demokratisk fællesskab", dog suppleret med Eastons tre tilslutningsniveauer: til styret, styreformen og fællesskabet. Fænomenet "overlappende konsensus" skal indfange den ideale tilstand, at selv om der er meget forskellige interesser i et fællesskab, så kan der være udbredt enighed om at slutte op om den demokratiske proces. Præcis på dette område, formidling af interesser og demokrati, virker Torpe (og hans teoretiske bagmænd) ikke overbevisende. Et citat kan forhåbentlig vise, hvad jeg tænker på.
"I modsætning til både liberale og kommunitære modeller, hvor interesserne eller holdningerne ses som givet forud for den politiske proces, understreger "diskursdemokratiet" således, at meningsdannelsen først finder sted i forbindelse med, at interesserne konfronteres i den offentlige debat" (s. 17)
Her argumenteres efter min mening med en helt uholdbar, reel såvel som analytisk, sondring mellem interessedannelse og meningsdannelse. Mere alvorligt er det, at den valgte sprogbrug tilslører den kendsgerning, at det her i virkeligheden drejer sig om det stadigt mere skæbnessvangre forhold mellem økonomi og politik. Det dystre begreb skæbnessvangert dækker i denne forbindelse over såvel udviklingen i den faktisk eksisterende verden, som i den underafdeling af denne som vi finder på vore universiteter og andre forskningsinstitutioner.
Endnu et usikkert element i Torpes analyse bør fremhæves. Hans definition af politisk fællesskab er territorielt indhegnet. I disse EU- og globaliseringstider kan dette virke en smule antikveret. Men jeg er grundlæggende enig med Torpe på dette punkt. Det har formentlig ikke mening at tale om overlappende demokratiske fællesskaber, med manglende eller forskellige territoriale udstrækninger. I forhold til hans egen analyse giver det imidlertid det problem, at den "overlappende konsensus" han lægger til grund for sin demokratiforståelse, den må i sidste instans bygge på, at de involverede lader deres interesser underordne krav og behov som opstår i fællesskabet indenfor territoriets grænser.(Her finder vi iøvrigt det teoretiske modsvar til Marianne Jelved m.fls. forestillinger om socialt ansvarlige virksomheder, Tony Blairs "stakeholder capitalism", etc. Den udvikling bliver spændende at følge).
Men lad mig komme tilbage til den kvantitative del af Torpes analyse. Her arbejdes der med værdi- og holdningsspørgsmål hvis svar omsættes til tal og gøres til genstand for et utal af statistiske beregninger. Jeg har hverken lyst eller evne til at gennemskue, hvad der foregår (hvilket for mig også siger noget om bogens målgrupper). Men jeg kan godt forholde mig til mange af de konkrete resultater. Når det f.eks. på s. 39 hedder: "Vi kan desuden notere, at flere kvinder end mænd finder politik for indviklet", så tager jeg det som et udtryk for større ærlighed hos kvinder end hos mænd. Og når man spørger om, i et forsøg på at finde frem til, hvad folk mener det vil sige at være en god samfundsborger, hvor vigtigt det er at betale sin skat og overholde loven, så kan jeg ikke lade være med at undre på, om det at ville undgå skattebøder eller fængsel kan bidrage til at vurdere, om man er en god samfundsborger. Et løsrevet eksempel, men der kan fortsættes i evigheder - metoden dikterer det! Det er i den forbindelse en mangel ved denne bog, at spørgeskemaet ikke er gengivet og der er heller ikke detaljer om de statistiske analyser. Her henvises vi (i indledningen) til at konsultere den første bog fra projektet.
Hvordan vurderer vi andre så resultatet af en sådan analyse. Ja, vi må afvente at analytikeren tager termometeret i hånden, aflæser det og siger noget om patienten, som vi kan forholde os til. Og hvad siger så doktor Torpe? Jo, man har fundet en hel del afmagt i forhold til styreformen, især hos visse socialt underprivilegerede grupper. Man har også fundet udbredt mistillid til styret, forstået som både politikere og administration. Ikke desto mindre er det en klar konstatering, at den "overlappende konsensus" man søgte efter, den eksisterer i bedste velgående. Der er i den danske befolkning en stærk, fælles demokratisk identitet. Med Torpes afsluttende ord:
"Den demokratiske udfordring består ganske enkelt i at kunne forbinde en fælles demokratisk bevidsthed på det samfundsmæssige plan med de mange og forskelligartede livsprojekter, der eksisterer i hverdagen."
Sådanne meninger kan selv jeg forholde mig til og indtil videre vil jeg stilfærdigt nøjes med at indskyde, at så "ganske enkelt" tror jeg ikke det er, eller bliver.
VELFÆRDSSTATENS ATTITUDER: AMBIVALENS OG DILEMMAER
Det er Torben Hviid Nielsen - der som eneste bidragyder ikke har hjemme på Aalborg universitet - der er forfatter til denne artikel og den næste.
I denne ser han på hvorledes velfærdsstaten har indlejret sig i samfundet og hos samfundsmedlemmerne, næsten som en slags anden natur. Det fastslås gennem svarene på 13 spørgsmål, at der er markant opslutning om finansieringen af velfærdsstaten (ca. 75%) og dens målsætning om omfordeling af samfundsgoderne (ca. 65%). Ambivalensen viser sig derved, at der hos et tilsvarende stort flertal (ca. 75%) er udbredt skepsis til den brug der gøres af ydelserne og den måde hvorpå de administreres. Det er denne ambivalens der danner baggrund for forfatterens efterfølgende forsøg på at udrede velfærdsstatens betydning for medborgerskabet i særdeleshed og samfundsstrukturen i almindelighed. Her arbejdes med opdeling af borgerne i skattebetalere, brugere og administratorer, en opdeling som relateres til de mere traditionelle markedspositioner. Det påvises også, at der er store forskelle i udviklingen i holdningerne til velfærdsstaten hos hhv. ældre og unge. Ved at føre nogle af målingerne tilbage til 1969, d.v.s. før velfærdsstatens krise har det også været muligt at sandsynliggøre, at der faktisk er blevet mindre ambivalens i de seneste 2 årtier. Dette fortolker Nielsen således, at fra konflikt om velfærdspolitikken har vi bevæget os hen mod en situation, hvor der nu er konsensus om, at velfærdsstaten er konfliktfuld. Artiklen indeholder også nogle overvejelser omkring velfærdsstaten som en slags "fangernes dilemma" set i relation til James Colemans og Emmanuel Levinas' teorier om hhv. rationel adfærd og etik. I et appendiks foretager Nielsen - meget sympatisk - en slags efterkritik af undersøgelsens metode og opstiller forskellige scenarier, som kunne tænkes at influere på dens gyldighed og præcision. I alle tilfælde finder han, at der højst kan være tale om fejl i omfanget af de målte forhold, men ikke substansen og tendenserne: "Forskellen mellem dimensionerne og ambivalensen i befolkningen fremstår måske fortegnet og overdrevet i denne undersøgelse - men det bliver de ikke mindre reelle af." (s. 89)
MEDBORGERSKABETS DYDER OG SAMFUNDSMORALER
I dette afsnit søger Nielsen så at lokalisere de dyder, som måske ligger bag den ambivalens i attituder han konstaterede i det foregående. Altså: Når folk både kan give bred støtte til velfærdsfinansiering og omfordeling, samtidig med at de oplever et misbrug, så må der stikke noget under. F.eks. at man ønsker at være "en god samfundsborger". Om dette nu er tilfældet måles igennem 9 spørgsmål, der beder folk tage stilling til, hvilke egenskaber en god samfundsborger har. Man kan nu indvende, at det at sige hvad det kræver at være en god samfundsborger jo ikke nødvendigvis behøver at betyde, at man selv ønsker at være det, eller at man betragter sig selv som sådan en. Men her gælder det i endnu højere grad end i foregående afsnit, at Nielsen på talrige steder tager ret så markante forbehold overfor survey-metodens gyldighed. Et sted hedder det således, at
...det kan forekomme næsten trivielt, både selvindlysende og selvbekræftende, når undersøgelsesdesignet først har udvalgt normative egenskaber, som normalt anses som gode, og svarene derefter bekræfter eller (be)viser, at medborgerne også betragter disse egenskaber som gode. (s. 97-98)
Som retfærdiggørelse hedder det imidlertid, at de idealer, som de udvalgte spørgsmål dækker, indbyrdes er modsigelsesfulde, og når folk derfor med forskellig styrke giver tilslutning til dem alle, siger svarmønstret noget om karakteren af opslutningen om demokratiet.
De 9 spørgsmål danner basis for konstruktionen af fire medborgerdyder: Styring/lovlydighed, deltagelse, tolerance og solidaritet, i faldende styrkegrad. Med dette instrument ved hånden gennemfører Nielsen en detaljeret - og for mig ret så uigennemskuelig - gennemgang af en lang række teorier indenfor politologi, politisk sociologi og moralfilosofi. Der behandles fænomener, styring og deltagelse, frihed og lighed, politik og parti, m.m. Til slut danner de 9 spørgsmål baggrund for opdelingen af befolkningen i hhv. ansvars- eller konsekvensetikere (47%), blandingsetikere (31%) og sindelagsetikere (22%) og det antydes hvor i samfundets forskellige grupperinger vi især finder disse typer. Især sindelagsetikerne må siges at udgøre en lettere suspekt gruppe, idet ca. 60% af denne grupper bliver karakteriseret som såkaldte "free riders" eller "gratispassagerer", som "...tager eller nyder fordele af kollektive goder uden at bidrage tilsvarende eller tage solidariske hensyn" (s. 114). De sidste 40% i denne gruppe derimod er de rene spejderdrenge, nemlig de folk som gennem civil ulydighed prøver at rette op på uretfærdigheder og skævheder i samfundet. Gratispassagererne er overrepræsenteret med 26 og 12% i hhv. Fremskridtspartiet og Venstre, medens de civilt ulydige er overrepræsenteret med 146% i Socialistisk Folkeparti! (s. 115).
Også dette afsnit afsluttes med et appendiks. Det hedder bl.a. heri, at "Analysen har kun i ringe grad kunnet føre værdier og normer tilbage til interesser. De socioøkonomiske baggrundsvariabler har gennemgående haft en ringe forklaringsværdi." (s. 118). Bortset fra, at man af metodiske grunde iøvrigt må stille spørgsmålstegn ved mange af de forklaringer som rent faktisk tilbydes, så må det i denne sammenhæng især bemærkes, at hele denne undersøgelse har store svagheder, når det gælder relationerne til den økonomiske virkelighed. Men i det hele taget tager Nielsen, også i dette appendiks, så mange forbehold overfor survey-metodens anvendelsesmuligheder, at det forekommer uforståeligt at han har fundet det umagen værd at gennemføre hele den foreliggende øvelse. Som bekendt har han i tidligere bøger og artikler arbejdet intenst med disse problemer på mere rendyrket teoretisk og filosofisk basis og det virker lidt som om han nu lige skulle prøve, om dog ikke statistikken og de kvantitative metoder kunne kvalificere og underbygge det tidligere arbejde. Efter min mening har han derved unødigt forplumret nogle meget væsentlige problemstillinger.
KØN, MEDBORGERSKAB OG POLITISK KULTUR
"Der er i Skandinavien en fare for, at kvinder bliver et vedhæng til det demokratiske projekt uden at de politiske institutioners funktionsmåde og rationalitet forandres." (s. 131)
Dette mener Birthe Siim i sit bidrag, som har undertitlen "Familien og det offentlige politiske liv".
For mig lyder citatet som en noget tæmmet ajourføring af indholdet i det kvindeoprør, der brød ud i begyndelsen af 70'erne, bl.a. som en protest imod rollen som revolutionens thebryggere. Kanhænde der nu blot serveres øl og vin for de hårdtarbejdende demokratiske mænd!
Med reference til en række feministiske teorier om kvinder i politik og som kønnede medborgere søges disse teorier sat i relation til de senere års empiriske analyser, ikke mindst gruppens egne, af kvinders politiske deltagelse og holdninger. Her er det Siims opfattelse, at udviklingen i den skandinaviske velfærdsstat har betydet en udvikling i den politiske kultur, som gør det særligt relevant at studere kvinders ændrede politiske rolle her. Siim mener at velfærdsstaten har ført til en voksende tilstedeværelse for de skandinaviske kvinder i det politiske liv, men dette har ikke ført til udligning af kønsforskellene i den politiske deltagelse. Her gøres opmærksom på forskydninger i kvindens rolle som moder og familiemedlem, som har ført til en forskelliggørelse af kvinder, således at de for at blive fulde medborgere må supplere deres identitetsopfatttelse ved hjælp af andre samfundsmæssige tilhørsforhold, såsom race, klasse (der var den igen) og etnicitet. På denne baggrund tilslutter Siim sig teorierne om det plurale demokrati og hun argumenterer for udviklingen af en feministisk variant af dette.
Sådanne teoretiske overvejelser er særdeles relevante og Siim er bedre inde i dem end mange andre. Så meget desto mere må man undre sig, når hun derefter går over til at behandle disse yderst komplekse problemer ved hjælp af de mildest talt problematiske holdningsspørgsmål, som forskergruppen som helhed bygger på. Her er det en gennemgående, velkendt, og efter min mening den eneste holdbare, konstatering, at der på en lang række politiske værdier og holdninger, bl.a. til velfærdsstaten, er meget markante forskelle på mænd og kvinder. Mænd er generelt mere negative overfor velfærdsstaten, kvinder mere positive. Dette kan konstateres og specificeres på en lang række variable. Men noget der minder om egentlige forklaringer får vi ikke. Det virker derfor påtaget optimistisk når Siim, efter at have konstateret en reel forskel i kvinders og mænds politiske magt, alligevel kan slutte med den lettere forvirrende konklusion, at kvinderne "i det post-industrielle danske demokrati [har] generelt bedre muligheder end tidligere for (sammen med mænd) at påvirke velfærdsstatens udvikling og demokratiets fremtid." I positiv retning, må man formode. Dette kan være tilfældet, men det synes ikke påvist.
TIDEN, KØNNET OG POLITIKKEN
I Kamma Langbergs bidrag ses der på hvorledes den politiske deltagelse påvirkes af tidsanvendelsen og arbejdsdelingen i familierne og på arbejdsmarkedet.
Der opstilles nogle mål for mande- og kvindeopgaver og på denne baggrund skelnes der mellem traditionel og ikke-traditionel arbejdsdeling. De med statistisk finesse nåede konklusioner er, at der stadig eksisterer en vis traditionel arbejdsdeling i familierne, som dog er opblødet noget. Således deltager mænd i stigende grad i børnepasningen. Men når det kommer til politisk deltagelse, så er der ingen forskel på medlemmer af hhv. traditionelle og ikke-traditionelle familier.
KØN, UNGDOM OG VÆRDIOPBRUD
Med udgangspunkt i Ingleharts teori om post-materialismen og Thomas Ziehes forsøg på at påvise kulturelle og psykiske frisætninger, som især påvirker ungdommen, behandler Ann-Dorte Christensen i dette kapitel forskellige reaktionsmønstre hos unge mænd og kvinder i dagens moderne samfund. Dette sker på basis af en opdeling af Medborgerundersøgelsens respondenter i 4 generationsgrupper. Krisegenerationen, født før 1931; efterkrigsgenerationen, 1931-45); velfærdsgenerationen, 1946-1960, og endelig 80'er generationen, 1961-72. De afhængige variable er dels tilslutningen til den demokratiske fællesskabskultur, som konstateret af Torpe (jfr. ovf.) og holdningen til velfærdsstaten, samt mere specifikt, holdninger til ligestilling, kvindebevægelse, fagbevægelse m.m. Der trækkes ikke udelukkende på egne data, andre empiriske undersøgelser udnyttes, således Dahlerups Rødstrømpeundersøgelse og Jørgensen og Bilds undersøgelse af LO-arbejdere.
Igen er det et gennemgående træk, at der er bred tilslutning til demokrati og velfærdsstat, dog med visse forbehold hos især de yngre mænd. Yngre kvinder er derimod uforbeholdent tilhængere af en fortsættelse solidarisk lønpolitik og velfærdspolitikker. Forfatteren medgiver selv, at en kvantitativ analyse ikke kan redegøre nærmere for sådanne forskelle og hun har også på flere andre punkter forbehold overfor undersøgelsens metode.
I analysen af de unges holdninger til ligestilling og kvindebevægelse drages der sammenligning med amerikanske undersøgelser, først og fremmest Susan Faludis arbejde. Der skitseres her forskellige udviklinger omkring begreber som ligestilling, ligeværd, ligeløn og emancipation. Lidt forvirrende i denne sammenhæng er det, når begreber som privat og offentlig henviser til hhv. familie og arbejdsliv. Og det virker lidt tamt, når der et sted konkluderes, at fremfor at værdsætte kvinders indsats i den private sfære på linie med mændenes i den offentlige "..må der i dag formuleres strategier, der værdsætter og ligestiller begge køn i både den offentlige og den private sfære." (s. 199)
Til allersidst når forfatteren frem til, at de forhold der påvirker mænds og kvinders muligheder for at "vælge" sig ind på politiske holdninger og opfattelser snarest skal søges i modsætningen mellem en kollektiv offentlig og en individualistisk markedsorienteret sfære. I denne sammenhæng kan "offentlig" vel ikke stå for andet end det politiske. Når der derfor afsluttes således: "Analysen af de unge i dag peger i retning af, at det i dag er dette samspil, der har den mest afgørende betydning for det kønssegregerede medborgerskab" (s. 207), så er det man skriver med store bogstaver i margenen: Ja, og ikke blot det.
POLITIK I HVERDAGEN
Med undertitlen "-om modernitet, politisk kultur og hverdagskultur" er dette afsluttende kapitel, skrevet af Johannes Andersen, mærkværdigvis det første i bogen, hvor vi får en definition på det ene af de to begreber der indgår i bogens titel, nemlig politisk kultur. Det sker i en note på bogens sidste side. Når vi ikke har fået den før, så kan det skyldes, at det i bogens indledning er blevet foreslået, at det "...måske heller ikke [har] den store vigtighed at afgrænse et bestemt kulturbegreb." (s. 7) Det vi får på s. 242 er da heller ikke særlig bestemt.
Udgangspunktet for Andersens analyse er en konstatering af modernitetens individualiserende effekter, som skulle have medført at i stedet for politik som kollektiv frigørelse, så er politikken nu blevet ensbetydende med den enkeltes valg af en livspolitik, hvor det, med Giddens, er den enkelte selv, der må udvikle sin egen politiske strategi med selvrealisering som målsætning. I denne forbindelsen vil Andersen undersøge to centrale spørgsmål, nemlig om dette sker som individualistisk eller aktivistisk tilskuer. Men, men, men: igen må det konstateres, at "...de empiriske data, der kan bruges i denne sammenhæng er ret mangelfulde." (s. 214) Alligevel vil Andersen se, om ikke denne empiri kan sige et eller andet om sammenhængen mellem "politisk kultur, modernitet, socio-økonomiske klasseforhold og hverdagskulturelle typologier", først og fremmest de sidste.
Derfor føres vi via Højrups livsformer, med korte ophold ved post-fordisme og Bourdieus sociale rum, Birmingham-skolen og Thomas Ziehe, til en tysk kultursociolog ved navn G. Schulze og dennes teorier om hverdagens æstetisering og refleksivitetens stigende betydning som har ført til oplevelsessamfundets tre forskellige kulturer: Fin- og trivialkulturen med rødder i industrisamfundet, samt spændingskulturen opstået med velfærdssamfundet. I disse forskellige kulturer stræbes der efter rang og status, konformitet, tryghed, selvrealisering og stimulering i forskellige kombinationer. I finkulturen stræbes efter rang og status, konformitet og selvrealisering, men ikke efter tryghed og stimulering. I trivialkulturen stræbes kun efter konformitet og tryghed, hvorimod spændingskulturen kun satser på selvrealisering og stimulering. Alt afhængigt af, hvorledes den enkelte nu ser sig selv, som forankret i sig selv eller i omverdenen, så dannes der basis for forskellige hverdagskulturer, som ikke blot er udtryk for værdier, men også erkendelses- og handlingsdimensioner. Det er samfundets kulturalisering der udtrykkes i disse begreber. "Hverdagskulturerne er bestemt i relation til kulturaliseringen, dvs i relation til en oplevelsesdimension, og altså ikke ud fra socio-økonomiske dimensioner." (s. 224) Af samme grund udgør kulturerne ikke et hierarki.
Det er sådanne hverdagskulturers sammenhænge med politisk kultur Andersen søger at påvise. Ved hjælp af en inddeling i to aldersgrupper (20-44 og 45-70) kombineret med seks uddannelsesniveauer konstruerer han fem politiske karaktermasker: Hos de unge "den engagerede individualist" og "den spontane tilskuer" og hos de ældre "engageret tilskuer", "traditionel tilskuer" og "passiv tilskuer" nævnt i overensstemmelse med faldende uddannelsesgrad. I en ikke særskilt klart gennemskuelig, statistisk understøttet, argumentation når han frem til, at disse hverdagskulturer bedre end socio-økonomiske forhold kan forklare holdninger til post-materialisme og politik. Dog er tilhørsforholdet til en social gruppe "stærkere" når det gælder om at forklare støtte til velfærdsstaten, ytringer i offentligheden og generel politisk deltagelse.
Afslutningsvis understreges foreløbigheden i disse analyser, men "...at noget nyt er på vej, er der næppe tvivl om. Karakteren af det, der er på vej, er der lidt større usikkerhed omkring." (s. 241)
Denne sidste sætning karakteriserer på fortrinlig vis bogen som helhed. Og det er der jo i sig selv ikke noget ondt i. De enkelte afsnit byder på opridsning og behandling af problemstillinger som er meget relevante for forståelsen af udviklingen i vort demokrati og vor politiske kultur. Men efter min mening forplumres diskussionen mere end den afklares af de evindelige forsøg på at relatere til en teoretisk statistisk analyse, som på lange stræk gør læsningen ulidelig, af svarene på nogle relativt få holdningsspørgsmål. Svar som i mange tilfælde tolkes særdeles problematisk. Et forhold som de fleste af forfatterne selv er opmærksomme på og tager forbehold overfor. Det er også svært gennemskueligt hvad det betyder, at undersøgelsen som sådan afrapporteres i to adskilte bøger, hvoraf den første, synes det, har behandlet politisk adfærd, medens denne først og fremmest drejer sig om politiske værdier. Er det en hensigtsmæssig opdeling? Jeg synes det ikke. Og er der en forklaring på fremgangsmåden og metodevalget?
Hvordan styres og finansieres forskningen?
Her kan vi måske med fordel betragte hele forskergruppens aktivitet, inklusive de fremlagte rapporter, som et udtryk for en karakteristisk (videnskabs)politisk kultur på vore universiteter, opstået i en bestemt socio-økonomisk konjunktur. Det er i denne sammenhæng jeg vil vende tilbage til den indledningsvis nævnte Fjord Jensen og hans bog, Babel og Tomrum. I et opgør med den seneste tids forskningspolitiske udvikling, med Frank Jensen som frontfigur, påviser Fjord Jensen hvorledes forskningen i stigende grad bliver styret af politik styret af hensyn til økonomisk (kapitalistisk) vækst.
Et af midlerne er programforskning, relativt store klumper af forskningsmidler til veldefinerede og derfor som oftest kvantitativt og empiricistisk funderede projekter.
Et andet middel er en stadigt mere nærgående forskningsevaluering til sikring af forskningens "kvalitet", hvilket i denne sammenhæng bl.a. vil sige blåstempling fra andre, veletablerede forskningsmiljøer.
Det foreliggende projekt kan på ingen måde siges at bidrage direkte til en sådan vækstorienteret forskning. Men i og med at det systematisk undlader seriøst at inddrage den socio-økonomiske situation og dennes sammenhæng med udviklingen i den globale kapitalisme, så fraskriver den sig muligheden for at afdække og bestemme mange reelle modsætninger i samfundet, som er af største betydning for vort demokratis fremtid. Det er urovækkende, at størstedelen af de relativt få midler til samfundsforskning i stigende grad anvendes på denne måde.
Ib Jørgensen