Det Hellige er det utopiske tids-sted, hvor rummets og tidens kategorier er blevet opløst og er indgået i en højere enhed.
"I en panisk-ekstatisk kultur ville hele befolkningsgrupper fuldbyrde den akt, som tidligere kun blev præsteret af enkelte forvildede - et bevidsthedsspring frem til tidernes ende midt i tiden og subjektets udtræden af kausaliteten mellem flugt og håb" (Peter Sloterdijk, Eurotaoismus s. 61-62)
"..i adskillige af de sprog, der tales af Nordamerikas oprindelige indbyggere, bruges ordet "verden" (=kosmos) også i betydningen "år". Yokut-folkene siger: "verden er forbi", når de vil sige: "et år er udløbet" Hos Yuki-folket bliver "år" udtrykt med ordene for "jord" eller "verden". Ligesom Yokut-folket siger de, at "verden er til ende", når et år er udrundet." (Mircea Eliade (1957/1993)): Helligt og Profant Det Lille Forlag:Frederiksberg 1993
Det Hellige er det utopiske tids-sted, hvor Den Ene og Den Anden færdes lige hjemmevant i hinandens (hunandens og hanandens) verdener, ydre som indre.
Det Hellige er det utopiske tids-sted hvor lys og skygge veksler på en sådan måde, at de ophæver hverandre, uden at alt derfor bliver til lys og uden at alt derfor bliver til skygge.
Det Hellige er det utopiske sted, hvor Den Enkelte og De Andre er besjælet af samme indsigt i og respekt for Alle's ukrænkelighed, fordi det er åbenbaret for dem.
Det Helliges konstruktion har været uløseligt knyttet til menneskehedens udvikling.
Det Hellige er en menneskelig konstruktion, uanset hvilken Tro man måtte have om Skabelsen. Tror man på den guddommelige skaber, så består den menneskelige konstruktion i en historisk re-konstruktion af de guddommelige bud og intentioner. Det er fra andre mennesker, vi har beretningen om Adam og Eva. Og det var mennesket Jesus, der gav fornyet kraft til den overleverede, historisk konstruerede gudstro. Først og fremmest ved at re-stituere Troen på Det Hellige.
Tror man derimod på menneskets gradvise evolution fra dyr til menneske, så må oprindelsen til Det Hellige søges i præcis denne overgang og de spor den har sat sig i løbet af de millioner af år, som udgør menneskets historie.
Et direkte bidrag til konstruktionen af Det Hellige fra andre sider end menneskets er ikke tænkelig.
Det Helliges konstruktion har således været uløseligt knyttet til menneskehedens udvikling.
Men uanset hvilken Tro man måtte have på Det Helliges oprindelse, om Gudgivet eller Menneskekonstrueret, så lader forestillingen om Det Hellige sig ikke tænke væk.
Der er en uadskillelig sammenhæng mellem Det Hellige, Det Guddommelige og Det Menneskelige.
I anden Mosebog, kap. 3. 13-14 læser vi:
Men Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til israelitterne og siger dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans navn?"
Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Således skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til eder!".
I min bibel står der lige nedenunder dette vers, at "JEG ER" er en tydning af navnet Jahve. Men i vers 15 umiddelbart efter sker en ændring:
"Og Gud sagde fremdeles til Moses: "Således skal du sige til israelitterne: HERREN, eders fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit navn til evig tid, og således skal jeg kaldes fra slægt til slægt."
Jeg mener, at dette centrale bibelsted kan tolkes således:
og jeg ser i denne figur den omtalte enhed af Det Guddommelige, Det Hellige og Det Menneskelige. Eller Det Sakrales og Det Sekulæres enhed om man vil.
Mit postulat skal nu være, at uanset hvor i denne figur man forankrer sin Tro, så er det i bund og grund det samme fænomen eller problem man tumler med: Hvori består Det Hellige, som er al Menneskeligheds forudsætning, og hvordan kan vi lade det vejlede vor sekulære, verdslige adfærd?
Vi ved, at Det Hellige gennem tiderne har manifesteret sig på mange forskellige måder i de menneskelige samfund: som naturguder (sol/måne, dyr, planter, sten); gudefamilier (aserne; de græske guder);
Den ret sene jødisk/kristne og eneansvarlige og -rådende skabergud er iflg. den tyske socioantropolog Dieter Claessens først tænkelig med den historiske fremkomst af høvdinge- og kongeregerede samfund (Das Abstrakte und das Konkrete, suhrkamp 1980:308).
Der må formentlig sondres mellem "det hellige" som lokalisering: af- eller udgrænsning, og "det hellige" som princip.
De materialiteter: steder, ting, skabninger som udpeges til lokalitet for "det hellige" - og som derfor bliver hellige - udpeges altid af og igennem mennesker. De bagvedliggende motiver hertil, kan - og må? - betragtes som en integreret del af "det hellige".
Per Olov Enquist i Information 9/2-95:
"Begreber som 'helligt' eller 'ukrænkeligt' eksisterer ikke mere. Det er også utidssvarende, næsten komiske begreber."
"Det 'ukrænkelige' menneske, 'ærbødigheden' for det 'hellige' menneskeliv, er begreber fra en forestillingsverden, som tilhører tidligere generationer. Eller snarere: en verden, som ikke findes. Hvad er det, der er sket?
Vi oversvømmes af moralens rationalitet. Vi bør føle solidaritet med Den Tredje Verden, fordi vi selv i det lange løb tjener på den. Det er farligt - og uhensigtsmæssigt - ikke at være solidarisk; det kan føre til krig. Eller flygtningeinvasioner.
Mangel på solidaritet skaber ubehagelige samfund: Det er sandt, men den solidaritet, som engang kendetegnede f.eks. socialdemokratierne - den, der ganske enkelt gik ud på , at man skulle værne om andre menneskers liv uden at tjene på det - den synes at være forsvundet. Umærkeligt er en gammel, religiøst præget moral blevet erstattet af en økonomistisk og rationel.
Vi placeres i hierarkier, lærer at klatre, og så er det godt at have et fast fodfæste. Den solidaritet, der ikke kunne formuleres i nyttetermer, forsvandt.
Økonomismens rationalitet stillede os op i køer; i almindelige køer er der een der står sidst, men ikke i denne. Vi så, at ikke een men mange kunne stå sidst. Så begyndte de at gribe til våben der bagude, fordi våben var de instrumenter, der gav magt og ophævede rangordenen, og det var ubehageligt. De udslettede liv. Og de der bagude syntes ikke, at menneskeliv var noget specielt, i hvert fald ikke helligt.
Mens festtalerne mod volden breder sig, fortsætter jeg altså mine trøstesløse spørgsmål til den generation, der ikke er min: Hvorfor bør man ikke udslette menneskeliv? Svarene er nedslående. Jeg indser, at det religiøst prægede syn på menneskelivets ukrænkelighed, det, som engang var mit, og som var komisk uvidenskabeligt og måske en illusion, men dog anvendeligt - at det er forsvundet.
Hver aften ser de unge, som jeg stiller spørgsmålet til, menneskeliv blive udslettet med den mest virtuose billedklipning. Det er der ikke noget helligt ved. Og kun et kattemord kan få dem til at græde.
Vi har aldrig formået at forklare dem, at der er forskel på dyr og mennesker, 'Sjælen' er ikke noget lys, der brænder i os, og hvis lue må holdes levende; 'helligt' er noget nonsens, som kristelige partier iøvrigt har taget patent på. Vi er dyr, ikke andet og aldrig lærer vi andet. At udslette et menneske svarer til at udslette en bil, men man bør undgå det på grund af en højere straf, der gådefuldt nok endnu gælder for det.
Hvem kan bebrejde dem noget? Ikke vi, der har skabt deres billeder af mennesker som ligeværdigt med andre dyr og ting og aldrig har kunnet opbygge en sekulariseret etik med samme kraft som den gamle humanistiske eller religiøse, den komisk uvidenskabelige - og nu forsvundne."
Således sagde Enquist.