(Skrevet i Chicago april 1986; bragt i "Grus" nr. 19, 1986 - af uforståelige redaktionelle grunde under titlen "En avis kiosk et eller andet sted i byen")
... I see no ways to avoid ambitious synthetic attempts; either we get some kind of grip on the accumulation of thought or we continue to wallow helplessly, to starve amidst plenty. So I gamble with science and write, but the game seems to me very serious and necessary". (Ernest Becker: "Escape from Evil", Free Press 1975.)
Udgangspunktet for denne artikel er de samfundsmæssige ny- og omstruktureringer, som karakteriserer de kapitalistiske samfund i vor epoke. Jeg vil hævde, at den samfundsmæssige krise, de kapitalistiske lande er inde i, i afgørende grad er bestemt og historisk formet af kapitalismen som økonomisk system. Af samme grund må jeg tage klar afstand fra de tanker og den analyse, som Jørn Loftager fremlagde i GRUS nr. 16 i artiklen "Samfundet er kapitalistisk -og hvad så?"1
I denne artikel forsøger Loftager at argumentere for en opgivelse af kapitalismebegrebet som centralkategori, da dette begreb bl.a. "uundgåeligt konnoterer en forestilling om det demokratiske politiske system som et hjælpeløst halehæng til en almægtig kapitalistisk udviklingsdynamik".2 Implicit i denne anbefaling ligger - for mig at se - forestillingen om den gennem et udvidet demokrati regulerede og humaniserede kapitalisme, en forestilling, som er under hastig udbredelse blandt tidligere kapitalismekritikere af snart sagt enhver observans i den kapitalistiske del af verden.
Loftager vil udskifte kapitalismebegrebet med et industrialismeditto, og selv om han søger at sikre sin retræte gennem at påpege, at "de forhold, som de to kategorier ("kapitalisme" og "industrialisme") hver for sig peger på, historisk-genetisk har været vævet tæt sammen",3 så er det for mig uomtvisteligt, at de karakteristika, som han på side 96 fremhæver som særegne for industrialismen, i udpræget grad er gennemsyret af kapitalismespecifikke elementer.
Som allerede nævnt er tendensen til at hvidvaske kapitalismen omsiggribende blandt dens tidligere relativt få kritikere inden for den akademiske verden, hvilket bliver så meget mere problematisk i en tid, hvor andre arnesteder for en sådan kritik - som f.eks. arbejder- og fagbevægelse - synes totalt udslukte. Da jeg mener, at Loftagers artikel er endnu et udtryk for denne - fejlagtige og farlige - tendens, må jeg som sagt tage afstand fra den, også selv om hans artikel på detaljeniveauet rummer mange rigtige konstateringer, som jeg er enig i. Dette gælder således hans - lidt vage - kritik af statens og markedets udbredelse på bekostning af det civile samfund.
Min artikel her er ikke et forsøg på en systematisk gendrivelse af Loftagers teser i den her omtalte artikel. Hvad jeg har at sige i det efterfølgende, er derimod udtryk for en glasklar uenighed med Loftager, hvad angår hans afsluttende bemærkninger om demokratiets (det danske). muligheder. Loftager siger: "Så længe der eksisterer demokratiske institutioner som de nuværende danske, findes der også mulighed for at demokratisere, hvor det matte skønnes nødvendigt. Og er det, når resultatet i et længere tidsperspektiv skal gøres op, ikke også det, der er sket?" 4 Mit svar hertil lyder: "Nej, nej og atter nej!"
Et resultat som Loftagers kan kun nas gennem en abstrakt og i dårlig forstand teoretisk analyse. En analyse som ikke ulejliger sig med at bevæge sig ned på planet for de konkrete samfundsmæssige processer, der hvor der etableres kvalitativt nye skel mellem mennesker, og hvor evnen til at udnytte demokratiet, sa disse systemtruende skel afvikles og nedbrydes, er blevet systematisk nedbrudt gennem kapitalismerationalismens indtrængen pa snart sagt alle vor livsverdens omrader. Intetsteds i den kapitalistiske verden kommer disse forhold klarere til udtryk end i USA, en nation hvor andre økonomiske systemer end kapitalismen ikke har eksisteret i nævneværdig grad. Mange af de problemer, det nordamerikanske samfund i dag er konfronteret med, kan efter min mening allerede konstateres eller forventes også i vor del af verden, omend de vil fremtræde under andre former og på en ganske anderledes historisk, kulturel og politick baggrund. Af denne grund har jeg fundet det relevant at forske i de bestræbelser, som udfoldes fra et utal af lokalsamfundsorganisationer for at imødegå de værste udslag af den nyeste økonomiske udvikling. En udvikling som har ført til en stigende udstødning og tilsyneladende permanent marginalisering af stadigt større samfundsgrupper. Ikke blot de næsten per tradition stigmatiserede, nemlig hovedparten af den sorte befolkning, men også nye grupper blandt de hvide, herunder hispanics, som tidligere var relativt velforsørgede i det kapitalistiske system.
Jeg har ønsket at undersøge, om der i disse forsøg pa at mobilisere mod de herskende udviklingstendenser kan spores en begyndende erkendelse af det efter min mening kvalitativt nye i samfundsudviklingen. Den kapitalistiske økonomi tenderer at ekspandere indad - implodere - i stedet for, som det på overfladen hidtil har set ud, at inddrage flere og flere af samfundets medlemmer i økonomien og lade dem få del i produktionen. Den tendens, der præger den kapitalistiske økonomi i vor epoke, synes at være en kvalitativ og kvantitativ øgning af levestandarden for en stagnerende - eller mindskende - del af den globale befolkning. At vende denne udvikling vil kræve et opgør med centrale kapitalrationelle værdier, et opgør som vanskeliggøres af den kendsgerning, at disse kapitalrationelle værdier tendentielt er blevet identiske med de tanker, de fleste af os overhovedet kan tænke, når det gælder alternativer til det, der ligger foran os. Jeg vil hævde, at de livsformer, som kapitalismen i dens nyeste skikkelse dikterer samfundsmedlemmerne - bade som in-divider og som elementer i specifikke segmenter af samfundstotaliteten - på halt afgørende vis har ændret betingelserne for den politiske - og dermed den demokratiske - regulering af den økonomiske udviklings konsekvenser. 5
De etablerede politiske institutioner og den politiske socialisering af alle grupper i samfundet er i en sadan grad blevet infiltreret af og underlagt kapitalrationelle normer og værdier, at de ikke kan regenereres på "traditionel vis". Ved "traditionel" forstår jeg i denne sammenhæng en direkte forladen-sig-på og 'appel til partier og vælgere om opslutning bag mere eller mindre centralt udstukne målsætninger. En eventuel politisk re-mobilisering af denne karakter har nemlig som sin forudsætning, at der eksisterer en evne, et potentiale hos samfundsmedlemmerne, som kan påkaldes, mobiliseres og derefter kanaliseres ind i de politiske institutioner som målrettede krav om ændringer og korrektioner i de herskende udviklingstendenser.
Det er min opfattelse, at en sådan evne, et sådant potentiale, ikke kan siges at eksistere i tilstrækkeligt omfang. Vore samfund er præget af politisk "muskelsvind", og dette har som konsekvens, at den etablerede økonomiske dynamik kan udfolde sig i henhold til sin egen iboende inerti. Dette fører sa igen til en stigende svækkelse af de politiske potentialer, den "onde cirkel" endnu engang. Skal der derfor ske en radikal kursændring- og det skal der - må der etableres en "genoptræning" af den politiske evne blandt samfundsmedlemmerne. Det er indholdet i, muligheden og karakteren af et sadant program, der står til debat her. Det vanskeliggøres i uhyggelig hoj grad af den kendsgerning, at der pa mange områder må begyndes på næsten bar bund. Programmets realisme star og falder med en rimelig grad af deltagelse og accept fra samfundsmedlemmer, der - såvel subjektivt som objektivt - i det korte og mellemlange sigt ma siges at profitere af den aktuelle og generelt uønskværdige udvikling.
Med udgangspunkt i nogle nyere amerikanske samfundsanalyser vil jeg underbygge min indledende tese om kvalitativt nye livsformer, som har ændret betingelserne for den politiske regulering af økonomi og samfundsudvikling. Historikeren Mike Davis sammenfatter sin analyse af tendenserne i den aktuelle amerikanske samfundsudvikling nogenlunde således:6
I USA synes der at være mindst tre adskilte samfund under dannelse. De luksuøse forstæder og de restaurerede kvarterer i bykernerne med de overdådige ejerlejlighedsfæstninger udgør det ene af disse samfund. Her bor de rige, den højere middelklasse og visse dele af den uddannede arbejderklasse. Dette er neo-liberalismens målgruppe, og her vil der fortsat være tale om en dyrkelse af de "frigørende" og civilisatoriske aspekter af den moderne kapitalisme: sexuel tolerance, et rigt og varieret kulturliv, fremhævelse af individuel kreativitet og lykkemaksimering. Samtidig må neoliberlaismen udbygge og forstærke de barrikader, som kan isolere dette forgyldte paradis fra de øvrige sociale lag. Umiddelbart omkransende disse "øer" af overflod og overforbrug ligger de sortes og hispanics' ghettoer og barrios, områder som nu i voksende omfang bliver suppleret med deklasserede og deindustrialiserede dele af den hvide arbejderklasse. Disse gruppers levevilkar er i vid udstrækning afhængig af en række "velfærdsydelser", som giver en minimal social sikring. Politisk er de splittede og afmægtige, så meget mere som fagforeningerne er på tilbagetog, og arbejdere og minoriteters indflydelse i det politiske system er svindende. Intet i fremtiden tyder på, at disse grupper vil kunne få adgang til det forbrug, som karakteriserer de overliggende gruppers livsstil, et forbrug som bunder i en "sikker" beskæftigelse i de store korporationers stadigt mindre arbejdsstyrke. Under næste krisecyklus vil minoriteter og marginaliserede hvide blive yderligere socialt degraderet og fattiggjort.
Endelig vil der - stadig ifølge Davis - omkring 1990 have dannet sig en randbefolkning i USA af arbejdere uden borger- og "velfærds"- rettigheder og uden adgang til det politiske system. En amerikansk "Vestbred" af terroriserede illegale arbejdere, som måske vil blive legaliseret som en slags tredjeklasses gæstearbejdere.
Baseret pa mine egne observationer i Chicago ville jeg nok tilføje et par grupper. Den ene flyder på mange områder sammen med Davis' tredje gruppe, i hvert fald hvad politisk isolation angar. Jeg tænker her pa et voksende "lumpenproletariat" bestående af hjemløse og unge fra minoriteterne, sorte og hispanics, totalt udstødte mennesker. Hertil kommer en stor del af landbefolkningen samt de mennesker i de mindre byer, som i overvejende grad har levet i symbiose med de små landbrugere. At især de unge i den førstnævnte gruppe udgør et stabilitetstruende og angstprovokerende element i samfundet er uden for al tvivl. Visse bydele og boligkvarterer i Chicago er allerede kriminaliseret i en sådan grad, at politiet står magtesløst. Ikke mindst fordi de lovlydige borgere i disse omrader enten købes eller trues til tavshed af ungdomsbanderne. Narkotikahandel foregår systematisk pa åben gade, voldtægter og tyverier anmeldes ikke.7
Med et mere specifikt udgangspunkt, udviklingen pa arbejdsmarkedet, har David Gordon m.fl. argumenteret for eksistensen af tre markeder for arbejdskraft: 8
1) et selvstændigt primært
2) et underordnet primært
3)et sekundært
Segmenterne adskiller sig ved at have forskellige sociale relationer på arbejdsstedet, og de er hver især præget af meget forskellige jobtyper og -situationer. Det selvstmndige primære arbejdsmarked er domineret af professionelle, white-collar jobs med stor flexibilitet, mange alternativer og høj løn. I de underordnede primære jobs finder man manuelle og kontorarbejdere med rutinepræget og formaliseret arbejde. Her findes de fleste organiserede arbejdere. Det sekundære arbejdsmarked er karakteriseret af meget få krav til uddannelse og/ eller faglig kompetence, gennemtræk, lav løn og få eller ingen avancementsmuligheder.
Denne analyse inddrager ikke kønsdimensionen. Batya Weinbaum 9 arbejder med 4 kategorier af arbejdere: Fædre, Hustruer, Døtre og Brødre. Disse 4 typer indtager deres pladser i arbejdslivet i overensstemmelse med deres prægning i den patriarkalske familie. Døtrene er den flydende, usikkert ansatte og på intet tidspunkt selvforsørgende arbejdskraft. Fædrene har deres eget ansvarsområde og kan kontrollere andre arbejdere. På arbejdspladsen indgår Fædre som oftest i et stærkt netværk af andre Fædre. Hustruer har eget ansvarsområde, men arbejder oftest adskilt fra andre arbejdere. Hustruers arbejde består hyppigt i de funktioner, som muliggør Fædres og Sønners arbejde. Hustru-arbejderne vil typisk være ansvarlig for opretholdelse af disciplinen på arbejdspladsen. Broder-arbejderen arbejder sammen med andre Brødre i indbyrdes konkurrence. De far en løn, som gør dem personligt uafhængige i begyndelsen af deres karriere, senere stiger den, så den tillader dem at etablere familie.
De tre her fremdragne amerikanske analyser har beskæftiget sig med
1) forbrugschancer og -mønstre
2) arbejdslivsformer
3) den patriarkalske kønsrolleprægning
Livsformsanalyserne illustrerer en af mine udgangsteser, at det senkapitalistiske samfund er ved at antage kvalitativt nye former, med afgørende konsekvenser for den politiske socialisering og bevidsthedsdannelse. Det interessante er, at der uden større besvær kan konstateres en høj grad af overlapning mellem de forskellige analysers kategorier. Specielt i USA-sammenhæng skal det dertil bemærkes, at race- og minoritetsopdelinger også på påfaldende systematisk vis falder sammen med de her skitserede kategorier. Desuden eksisterer der ofte en geografisk (i hvert fald i Chicago) adskillelse, som også i vid udstrækning afspejler det omtalte mønster.
De velhavende forstæder og i stigende grad bykernen i Chicago er præget af ekspansion i økonomien: her ligger det luksusprægede forbrug, her er meget dyre huse og ejerlejligheder under hektisk og stadig opførelse, her er ingen tegn på økonomisk krise, tværtimod. Også i de mere traditionelle middelklasseområder er der tilsyneladende kontrol over situationen. Alligevel er det tydeligt, at der ikke er tale om nogen udvikling af betydning. Detailbutikker har svært ved at klare sig i konkurrencen med de store supermarkeder, og mange borgergrupper slås for at bevare den resterende butikshandel i det lokale område. Desuden kæmper de med næb og kløer for at undgå, at sorte flytter ind i kvarteret, da dette erfaringsmæssigt har været ensbetydende med hastigt faldende ejendomspriser. Et hus af en vis værdi er en af de væsentligste aldersdomssikringer for disse grupper. Beboerne i disse områder er typisk etniske grupper: polakker, italienere, irere, etc. - alle hvide. I store dele af det sydlige og vestlige Chicago tales om en fattigdom og et forfald, som kun findes tilsvarende i slumkvarterer i den tredje verden. Ikke alene de sorte bor i disse områder - også mange hispanics. Jeg har ladet mig fortælle, at ikke så få mexicanere, som i de senere år har måttet tage ophold under disse forhold, har valgt at tage tilbage til Mexico, hvor de trods alt kan få bed-re levevilkår.
Min pointe i denne sammenhæng er, at de allerfleste mennesker kun bevæger sig inden for og kender til deres "eget" område. De oplevelser, som de privilegerede har af deres samfund, er udelukkende præget af den absolutte eller relative velstand, de er omgivet af til daglig. Dette bevirker, dels at de ikke har mulighed for at erkende de reelle samfundsmæssige problemer, dels at de har en interesse i at fortrænge dem i det omfang, de behandles af politikere og i medierne. Når dertil 1ægges den generelle afpolitisering, som er resultatet af den atomiserede og individualiserede livsform, som økonomien har dikteret (og ideologerne hyldet), så turde det være åbenbart, at betingelserne mildt sagt er de næsten dårligst tænkelige for at etablere den politiske debat og kamp om fordelingen af samfundsressourcerne. En debat og kamp, der er en forudsætning for en bedring af den almene situation.
Jeg må her indskyde en væsentlig kendsgerning, som på baggrund af det netop anførte kan se ud som ikke så lidt af et paradoks. Det er nemlig kun ud fra en umiddelbart subjektivt-individuel betragtning, at oplevelsessituationerne er domineret af de konkrete livsformer. Objektivt har den omtalte stadigt skarpere opdeling af samfundet i disse forskellige grupper ført til, at de eklatante forskelle i levestil og livschancer træder frem med større tydelighed.
Manuel Castells har beskæftiget sig med de samme fænomener ud fra en sammenholdning af den økonomiske og teknologiske udvikling. Han siger således, at ".. the polarized occupational structure favored by high tech, both in its production and in its applications, has considerably contributed to the deepening of cleavages between cities, between inner cities and suburbs, and within central cities". 10 Når derfor en reformvenlig minoritetsborgmester som Chicagos sorte Harold Washington i samme åndedrag må prise det vældige boom i service- og boligbyggeri i downtown Chicago og argumentere for en beskatning af dette til fordel for en ophjælpning af de hendøende byomrader, så levendegør han den "urbane schizofreni", som Castells hentyder til! "We are not in a situation of urban-regional crisis ... but in a process of interactive growth between elements that ignore one another while being, in fact, part of the same system. We are witnessing the rise of urban schizofrenia. Or, in other words, the contradictory coexistence of different social, cultural, and economic logics within the same spatial structure".11
I mine mange samtaler med politikere, erhvervs- og finansrepræ- sentanter, akademikere, embedsmaænd, lokalsamfundsaktivister og ganske almindelige borgere, har det været s& godt som umuligt at finde den mindste lydhørhed for den tanke, at den voldsomme vækst i det centrale Chicago kunne være (direkte eller indirekte) årsagen til det stadige forfald i andre dele af byen. Mindre svært har det været at få disse mennesker til at slutte op om synspunktet, at væksten i service- og boligbyggeri i visse dele af Storchicago ikke vil have nogen afsmitningseffekt af betydning for de stagnerende områder. Men overalt må der konstateres en tiltro til, at givet den "rigtige" politik på de forskellige regeringsniveauer, så vil det "frie" marked igen (?) kunne regulere produktionen til fordel for alle. Denne voksende uoverensstemmelse mellem en overleveret kapitalistisk markedsideologi og de objektive betingelser for dens virkeliggørelse kan efter min mening ikke undgå at føre til så store sociale spændinger, at nye former for løsningsmekanismer vil blive nødvendige. Vil opretholdelsen af kapitalismens økonomi kræve udvikling af mere styring og manipulation? Eller vil frigørelsesinteresser føre til en regulering af kapitalismen, således at levevilkar bliver mere ligeligt fordelt?
Det skal i denne forbindelse være min tese, at vel er en demokratisering af samfundet en tvingende nødvendighed, men ikke en hvilken som helst demokratisering. En demokratisering pa basis af den reelt eksisterende politiske bevidsthed i de gennemkapitaliserede vestlige samfund kan ikke blive andet og mere end en pseudoeller skin-demokratisering, jfr. mine indledende bemærkninger. En demokratiseringsproces, der har et mere humant og retfærdigt samfund som sin målsætning, må efter min mening have indbygget i sig konkrete kapitalismekritiske og tendentielt kapitalismeafviklende elementer.
Gennem de sidste 10-15 år har det ikke skortet på analyser af den kapitalistiske og teknologiske udviklings konsekvenser for vore sociale systemer: arbejdsfællesskabets forfald, familiens funktionstømning, individualisering, atomisering, specialisering, marginalisering osv. Dette til trods har vi set meget få vellykkede forsøg på at etablere praktiske løsninger af disse meget reelle samfundsmæssige problemer. Der har naturligvis været masser af teoretisk inspirerede og individualistiske løsningsforsøg (produktions- og bofællesskaber, kollektiver, kommuner, men disse har kun på deklarationsplanet været skridt på vejen til en fundamental ændring af kapitalismen.
Lad det være sagt, så det ikke kan misforstås: livet under kapitalismen er ikke bar elendighed. I den vestlige verden er der stadigvæk tale om, at majoriteter af forskellig størrelse har deres på det tørre. Og har man de nødvendige intellektuelle og materielle ressourcer, så er det også muligt at unddrage sig de værste sociale og bevidsthedsmæssige konsekvenser af at leve i et kapitalistisk samfund. Man vælger at leve i et bofællesskab (en dyr boligform); man undlader at anskaffe sig et TV; man udnytter til fulde det selektivt understøttede kulturudbud; man sender sine børn i gods, selvstyrede privatskoler, etc. Der er tale om rimelige, fornuftige og ikke kritisable reaktioner på de betingelser det kapitalitiske samfund iøvrigt giver sine borgere. Men samtidig er det også løsninger, som kun er mulige, fordi de ikke afkræves det kapitalistiske samfund af alle. Og derfor bliver sådanne løsninger endnu et udtryk for det politiske "muskelsvind", som jeg indledningsvis postulerede.
Gennem de funktioner, vi er blevet tildelt i den samfundsmæssige arbejdsdeling, er vi selv medvirkende til at opretholde det samfundssystem, hvis negative konsekvenser vi mere eller mindre villigt kritiserer. En ansvarlig politick debat vil ikke blot beskæftige sig med, hvordan vi kan hjælpe de fattige, de marginaliserede, osv. Den må også nødvendigvis inddrage de ændringer i de velbjergedes livsform og levestil, hvis vi skal nå frem til en rimelig situation for alle. Vi skal med andre ord have mennesker til at diskutere, hvordan de kan bidrage til en bedre social udvikling gennem at acceptere tilsyneladende forringelser af en levestandard, de er blevet tilvænnet. Den praktiske opgave, der således stiller sig, er at etablere de samfundsmæssige situationer, hvor en sådan debat får de bedste betingelser. Det er her, jeg ønsker at introducers det bevidst skabte autonome lokal- og arbejdsfællesskab som det mest realistiske instrument. Lad mig give en kort teoretisk begrundelse for dette standpunkt.
Udgangspunktet er rationalitetsbegrebet. Det er bl.a. Habermas' fortjeneste, at dette begreb er blevet gjort til genstand for en mere grundig og kritisk analyse i de senere år. Men af en eller anden mærkværdig grund har Habermas' teoretisk skarpsindige analyser af rationalitetsbegrebet ikke kunnet udmøntes i sociale og politiske handlingsprogrammer, som indebærer en skærpelse af kampen mod kapitalismen. Dette til trods for at Habermas i sine mere hverdagsagtige betragtninger (f.eks. i adskillige interviews) forekommer at være meget kritisk overfor kapitalismen. Dette hænger masks sammen med, at Habermas, som påpeget af Thomas Gregersen i GRUS nr. 16, 12 ikke forestiller sig kapitalismen og den kapitalistiske markedsøkonomi afskaffet, men blot demokratisk begrænset. For mig at se er Habermas' synspunkt kun logisk, hvis han accepterer kapitalismen, hele hans teoretiske grundlag taget i betragtning. Jeg vil hævde, at den videnskabelige status, Habermas har opnået, helt afgørende hviler på et grundlæggende teoretisk axiom: hans etablering af Arbejde og Interaktion som to autonome handlingsområder, med hver sine rationalitetsformer. Alt hvad Habermas siden dette første brud med en marxistisk og materialistisk samfundsopfattelse har produceret, har været uendeligt elaborerede og ekstremt akademiske forsøg p& at forsvare og underbygge dette oprindelige teoretiske nybrud. I denne proces er der fremkommet meget skarpsindige og præcise analyser af den socials, økonomiske og politiske udvikling under kapitalismen, men samtidig har han fået malet sig hen i et hjørne, hvorfra han kun synes at kunne undslippe gennem ekstremt idealistiske kunstgreb, såsom den globale og herredømmefrie dialog.
Jeg er af den opfattelse, at mange af Habermas' skemaer er meget anvendelige i forsøget på at etablere en radikal og antikapitalistisk samfundskritik. Men det kræver en "rematerialisering" af hans teori, d.v.s. at den intime og konstitutive sammenhæng mellem arbejde og interaktion genoprettes og tages alvorligt.
Jeg er enig med Habermas, når han analytisk adskiller de processer, der muliggør henholdsvis system- og social-integration, og jeg kan derfor også bruge hans opdeling i system- og livsverden. På det analytiske niveau kan jeg også acceptere, at disse samfundsniveauer reguleres af forskellige rationalitetsformer: systemverdenen af den teknisk-instrumentelle rationalitet, livsverdenen af den normative og æstetiske ditto. Jeg synes også, at Habermas' fore-stilling om systemverdenens kolonialisering af vor livsverden er en pædagogisk god visualisering af den faktiske udvikling. Men nu kommer vi til de kritiske punkter. Habermas er lige så meget artshistoriker, som han er samfundsanalytiker.Han ser vor arts udvikling som en læreproces, med paralleller til psykologiske teorier (Piaget og Kohlberg) om den individuelle lære- og modningsproces. Dette resulterer for mig at se i, at han henlægger stedet for de kategorier og processer, han fremanalyserer, til en overindividuel artsbevidsthed, som derefter kan gøres til genstand for refleksion af de konkret eksisterende menneskehoveder, primært i dialogens medium. Gennem en sådan forestilling ledes han til at idealisere og overvurdere de konkrete bevidstheders evne til at debattere sig frem til samfundsmmssige korrektioner, som kan (gen?)etablere et afbalanceret forhold mellem system- og livsverden, dvs. drive kolonisatorerne fra den første ud af den anden. Man kan mistænke ham for at generalisere denne evne, som naturligvis findes i en del specielt indrettede hoveder, til at gælde som et almenmenneskeligt fænomen. Over for denne - meget forsimplede- tolkning af Habermas vil jeg stille en anden. En materialistisk, om man vil.
Jeg kan tilslutte mig, at vi historisk-materielt har udviklet forskellige rationalitetsformer, og jeg kan godt bruge Habermas' som et udgangspunkt. Men jeg vil hævde, at disse rationalitetsformer har fået deres konkrete udformning i en ganske bestemt historisk arbejdsproces, som gennem de sidste 200 år i vore samfund har været stadigt mere domineret af en veldefinerbar kapitalrationalitet med et heraf afledet forhold til grundlæggende begreber som arbejdskraft, ejendom og naturressourcer. Når det gælder de manges mulighed for at tags stilling til denne situation, så er den i altovervejende grad dikteret af den enkeltes placering inden for den samfundsmæssige arbejdsproces. Hvad denne placering angår, er den for de allerflestes vedkommende karakteriseret ved, at den kun giver mulighed for indsigt i en meget begrmnset del af den helhed, den enkelte indgår i. Arbejdsprocessens struktur umuliggør en syntetiserende bevidsthed.
I modsætning til Habermas mener jeg ikke, at de rationalitetssystemer, der dirigerer disse forskellige niveauer, kan tænkes uafhængigt af hinanden, fordi de efter min mening er etableret i en og samme proces. Det er den konkrete historiske udformning af denne proces, der nu muliggør den analytiske uddestillering af tilsyneladende selvstændige rationalitetsformer, og som forlener Habermas' opdeling af denne proces i to fundamentalt forskellige handlingsformer, arbejde og interaktion, med en høj grad af tilforladelighed. Heroverfor vil jeg hævde, at kun med udgangspunkt i og kontrol over arbejdsprocessen, under hensyntagen til samfundsmedlemmernes antal og behov, de forhåndenværende ressourcer og de teknologiske hjælpemidlers virkemåde, kun pa baggrund af sådanne overvejelser kan individer udvikle den rationalitet, som gør en solidarisk samfundsorden mulig. Denne situation ligger langt ude i fremtiden, om den overhovedet ligger der.
Men hvis den politiske målsætning er at udvikle rationalitetsformer hos konkrete mennesker i vore dages samfund, som åbner op for en større samfundsmæsig solidaritet, end vi aktuelt oplever (og dette turde være indenfor det muliges grænser), så kan det efter min mening kun ske i forbindelse med en aktivitet, hvor sociale grupper går sammen i et fælles og forpligtende arbejde for at løse konkrete problemer. Problemløsningen skal i første omgang gælde for gruppen selv, men med et klart overordnet samfundssolidarisk sigte. Og her er vi så tilbage ved det autonome, lokale arbejdsfællesskab. Eller det civile samfund, om man vil.
Der kan opstilles en række ideelle krav til et sådant arbejdsfællesskab, som formentlig ikke vil kunne opfyldes i alle tilfælde. Kravene bør som sagt være lokalt forankret i en overskuelig geografisk enhed, inden for hvilken de bør være inklusive, dvs. principielt inddragende alle (børn som gamle, rige som fattige, osv.). Den aktivitet (arbejdsproces), der udvælges, skal i et vist omfang gøre fællesskabet uafhængigt af såvel den private som den offentlige sektor, hvilket bl.a vil sige, at den skal være selvfinansieret. På samme tid skal det være klart, at fællesskabets målsætning også er en 1æreproces, som skal muliggøre en løbende refleksion over medlemmernes rolle og funktion i det omgivende samfund. Fællesskabet er et sted, hvor det erkendes og accepteres, at vi er blevet tildelt forskellige funktioner i et system, som vi ikke uden videre kan opgive, men vi er forpligtede til at forholde os kritisk til de roller, vi udfylder. Fællesskabet skal være et sted, hvor vi i tryghed, uden at skulle drage drastiske konsekvenser, kan forholde os til den kendsgerning, at vi er vore egne undertrykkere, bl.a. ved at sætte de rationalitetsmaximer, som vi følger i vort "normale" arbejdsliv, i relation til dem, vi udvikler i vort eget, autonome fællesskab.
Hvad kan få mennesker i større antal til at gå ind på at etablere sådanne samfundseksperimenter? For det første kan der tænkes mere eller mindre radikale afvigelser fra den ideelle model, selv om der naturligvis er en undergrænse for, hvor meget der kan afviges. For det andet mener jeg, at den objektive samfundsudvikling skaber et behov og et potentiale for mere meningsgivende aktiviteter, men også aktiviteter, som kan afhjælpe de trusler mod vor tilværelse, som systemet konfronterer os med i voksende omfang.
Tag saledes ungdomsarbejdsløsheden. Hvor længe vil forældre passivt affinde sig med, at deres børn sættes uden for det etablerede samfundsliv? Eller de selv, for den sags skyld, efterhånden som arbejdsløshed rammer flere og flere i de bedste arbejdsdygtige aldre og arbejdsløshedsunderstøttelsen forringes. Kunne det ikke blive en nærliggende tanke for et lokalsamfund at gå sammen om at skabe meningsfyldt arbejde for de arbejdsløse, arbejde som samtidig ville være til fordel for de stadigt beskæftigede? At etablere en virksomhed, hvis primære formål ikke skulle være et økonomisk overskud, men et socialt fællesskab. Hvor beboere som rationaliseringseksperter, EDB-folk, bankmennesker, arbejdsformidlere, socialrådgivere, fagforeningsformænd m.fl. kunne få lejlighed til at debattere og fortælle om deres daglige arbejdes betydning for den lokale og nationale arbejdsløshed. Med andre ord, udvikle spirerne til en livsform, som ville muliggøre en mere kvalificeret stillingtagen til samfundets problemer og dermed måske føre til gradvise ændringer i den politiske og økonomiske beslutningsproces. Det kunne meget vel tænkes, at en del af disse beslutninger ikke ville bryde afgørende med en kapitalrationel strategi. Men i så fald skulle det gerne være, fordi det var blevet sandsynliggjort gennem den interne debat i fællesskabet, at denne kapitalrationelle adfærd positivt kunne vises at være den i den givne situation optimale til opfyldelse af fællesskabets samfundssolidariske målsætning. Dette ville formentlig indebære, at det skulle kunne påvises, at anvendelsen af den kapitalrationelle strategi ikke ville indeholde elementer af udbytning og undertrykkelse. Selv tror jeg ikke meget på, at den situation kunne opstå - på den anden side er der ingen grund til at udelukke bestemte 1øsningsmodeller på forhånd.
Hvad jeg her forestiller mig indeholder naturligvis i princippet intet som helst nyt. Lignende samfundseksperimenter er talrige og udførligt beskrevet i den samfundsvidenskabelige og -filosofiske litteratur. Ser vi på det danske samfunds udvikling siden 60'ernes slutning, er det også indlysende, at mange ting har været forsøgt i denne retning. Hvis der er noget nyt i situationen, som skulle tale til fordel for en genoptagelse og videreudbygning af disse ideer (og det mener jeg, der er), så ligger det i den objektive samfundsudvikling, vi er vidne til i denne periode. Kapitalismen som økonomisk system har aldrig nogensinde stillet nogen i udsigt, at den ville være i stand til at skabe en rimelig tilværelse for alle på denne klode. Kapitalismen er et system, som aldrig vil kunne yde mere end at begunstige en global minoritet på majoritetens bekostning. Det er minoritetens ideologer, som har en åbenbar interesse i at fremstille kapitalismen som det økonomiske system, der engang med tiden vil sprede sine gyldne vinger over os alle.
Indtil et vist tidspunkt efter 2. verdenskrig forekom dette overforbrug af ressourcer i den kapitalistiske verden at være et problem mellem landene i hhv. den 1., 2. og 3. verden. Det nye i vor situation er, at vi med stadig større tydelighed får denne problemstilling ind på livet, indenfor vore egne nationer. Ingen ved sine sansers fulde fem kan således forestille sig, at det sydlige Chicago nogensinde vil blive udviklet til en sådan overflod, som tilfældet p.t. er i visse forstæder og ikke mindst den centrale bykerne. Men ikke nok med det, det er tilmed vanskeligt at forestille sig de mekanismer, der skal bringe de fattige områder op på et blot nogenlunde rimeligt økonomisk niveau. Samme forhold til i stigende grad træde frem i Vesteuropa og Danmark. Dette må betyde bevidsthedsskred hos flere og flere mennesker, og dette skred vil igen gore det muligt at komme igennem med nye samfundseksperimenter, i stil med hvad jeg ovenfor har beskrevet.
Lad mig slutte med nogle forestillinger om, hvordan der burde kunne skabes en sammenhæng mellem vort undervisningssystem og denne lokalsamfundsudvikling. I det øjeblik, et lokalsamfund beslutter sig for et "autonomi-program", vil der være brug for at lade nogle af samfundsmedlemmerne uddanne sig specielt til at assistere i den påtænkte virksomhed. Dette kan ske ved at lade unge og/eller arbejdsløse få bestemte uddannelser, som der bliver brug for i arbejdet. Her vil der også kunne blive brug for de færdigheder, som visse universitetsuddannelser - omend nu i faldende omfang - har kunnet give sine kandidater. Lokalsamfundet vil få brug for at kende sin historie, sin sociologi, de indbyrdes økonomiske relationer. Og det vil være helt afgørende at vide noget om de psykologiske og socialpsykologiske problemer, som uvægerligt vil opstå i et sådant samfundseksperiment. En studerende, som ved, at han eller hun skal arbejde i et bestemt lokalsamfund efter færdig uddannelse, vil for en del af uddannelsens vedkommende kunne have det pågældende samfund som sit laboratorium, vel at mærke ikke som den objektive og udefra kommende analytiker, men som en person solidarisk med det samfund og de mennesker, han eller hun er en del af. For mange universitetslærere (heriblandt undertegnede) kunne sadanne uddannelsesforsøg tillige skabe lidt mening i den ørkenvandring, vi ellers synes at have indledt i de seneste år. Men kan det ikke ske på universiteterne - som i stigende omfang bliver halehæng til en kapitalistisk økonomi og en statssektor til regulering af denne, ja, så er der vel andre muligheder.
Noter
1 Jørn Loftager, "Samfundet er kapitalistisk - og hvad så?", i GRUS, nr. 16, 6. Arg, 1985, p. 79.
2
Ibid., p. 90.
3
Ibid., p. 100
4
Ibid., p. 104.
5
Jvf. Johannes Andersen, Politikkens elendighed, Aalborg Universitetsforlag, 1985
6
Mike Davis, Prisoners of the American Dream - Politics and Economy in the History of the US Working Class, Verso, London, 1986, se specielt epilogen.
7
"The Law Can't Curb Drug Dealers on Easy Street", Chicago Tribune, 6. maj 1986. Nicholas Lemann, The Origins of the Underclass I & II, The Atlantic, Juni og Juli 1986.
8
David Gordon, Richard Edwards & Michael Reich, "Segmented Work, Divided Workers", New York, 1982, her refereret fra anmeldelse af Randy Pearl Albelda i Socialist Review 86, Vol. 16, No. 2, March/April 1986.
9
Batya Weinbaum, Pictures of Patriarchy, Boston, South End Press, 1983, jvf. anmeldelse nævnt i note
10
I Manuel Castells (red.), "High Technology, Space, and Society", Urban Affairs Annual Reviews, Vol. 28, Sage Publications, 1985, p. 32.
11
Ibid., p. 24.
12
Thomas Gregersen, "Habermas' kritiske teori om velfærdsstaten", i GRUS, nr. 16, 6. Arg., 1985, p. 52.